12/09-17 09:24

Tyrkiet bestiller avanceret missilforsvar hos RuslandTyrkiet bestiller avanceret missilforsvar hos Rusland

Rusland og Tyrkiet har indgået en aftale om, at russerne skal levere dyrt militærgrej til tyrkerne.

Istanbul. Tyrkiet har indgået en aftale med Rusland om at få leveret det avancerede missilforsvarssystem S-400 til det tyrkiske militær.

Det meddeler Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

- Der er skrevet under på køb af S-400-systemer fra Rusland. Der er også blevet betalt et depositum, så vidt jeg er orienteret, siger Erdogan til flere tyrkiske aviser, herunder Hurriyet.

Ifølge AFP er det første gang, at Tyrkiet foretager et større våbenindkøb hos russerne.

Over for det russiske nyhedsbureau Tass bekræfter en kilde i Kreml, at en aftale er indgået.

- Kontrakten er skrevet under, og vi er ved at forberede dens implementering, siger Vladimir Kosjin, militærrådgiver på det russiske præsidentkontor, til Tass.

- Jeg kan garantere, at alle de beslutninger, der er truffet i forbindelse med denne kontrakt, uden tvivl lever op til vores strategiske interesser. Derfor forstår vi ganske udmærket reaktionen fra nogle vestlige lande, der forsøger at lægge pres på Tyrkiet, siger han videre uden at uddybe.

Det er ikke oplyst, hvor mange penge tyrkerne betaler for det avancerede missilforsvar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx