06/08-17 15:13

Udvist Lyngby-skurk tager nederlag på sin kappeUdvist Lyngby-skurk tager nederlag på sin kappe

Oliver Lund er ked af sin kostbare udvisning mod FC Nordsjælland. David Nielsen forsvarer dog højrebacken.

Lyngby. Lyngby tabte søndag 1-4 til rivalerne FC Nordsjælland, og for anden uge i træk blev et rødt kort tidligt i anden halvleg skæbnesvangert for de kongeblå.

I sidste uge blev Mikkel Rygaard udvist i 3-5-nederlaget hos Brøndby, og søndag var det så højreback Oliver Lund, som trak i nødbremsen for at stoppe FC Nordsjællands Emiliano Marcondes.

Det skete ved stillingen 1-1, og en brødebetynget Lund tager nederlaget på sin kappe.

- Det var en lortetackling af mig. Vi kom en mand i undertal mod et meget possessionsstærkt hold, og det var op ad bakke derefter.

- Jeg føler i situationen, at jeg kan nå bolden, men Emiliano sætter sit ben ind foran. Det er klogt lavet af ham og dumt af mig. Jeg skulle bare være blevet på benene, siger Lund og tilføjer:

- Det var lidt en rodet forestilling indtil mit røde kort. Vi havde perioder med etableret spil og chancer, men så forærede jeg dem en gave.

- Det er irriterende, og jeg er super ked af, at jeg efterlod mine holdkammerater i den situation. Det var dumt, men jeg kan ikke gøre andet end forsøge at komme videre.

Lyngby-træner David Nielsen vil ikke give Lund skylden for 1-4-nederlaget.

- Der var mange andre momenter i kampen, der kunne være blevet afgørende. Vi havde for eksempel nogle store chancer i første halvleg, som vi kunne have scoret på.

- I fodbold kan én spiller ikke bare tage skylden. Oliver er en dygtig forsvarsspiller, der går til den, fordi han vil vinde. Det koster nogle gange et rødt kort, og det vil sikkert også ske for ham igen i fremtiden, siger Nielsen.

Også venstreback Michael Lumb blev smidt ud. Han fik i slutfasen sit andet gule kort for en forseelse, der også udløste et straffespark til FC Nordsjælland.

Lumbs tackling blev dog ganske tydeligt sat ind uden for feltet.

- Lad os bare få alle de fejlkendelser imod os, som vi overhovedet kan her og nu, hvor vi selv alligevel ikke er stærke eller gode nok til at vinde.

- Alle kan se, at det var uden for feltet, men det var et koncentrationssvigt, og dem var der flere af i kampen, siger David Nielsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx