02/11-17 13:22; Opdateret: 02/11-17 14:13

Danske Bank-topchef: Jeg kommenterer ikke interne breveDanske Bank-topchef: Jeg kommenterer ikke interne breve

Intern revision advarede i 2014 Danske Banks ledelse om forhold i Estland. Topchef har ingen kommentarer.

København. Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, vil ikke svare på, om han har kendt til det brev fra interne revisorer, som ifølge Berlingske advarede om mulig hvidvask i den estiske filial allerede i 2014.

- Jeg finder det ikke rigtigt som CEO at kommentere interne korrespondancer i Danske Bank, siger Thomas F. Borgen.

Danske Bank har hele tiden hævdet, at man i ledelsen var uvidende om, at bankens filial i Estland for nogle år siden blev benyttet til hvidvask.

Men Berlingske beskrev onsdag, at avisen er i besiddelse af interne dokumenter, som viser det modsatte.

Det drejer sig om et brev, som i februar 2014 er sendt fra bankens interne revision til to medlemmer af direktionen.

Her fortæller revisionen, at den estiske filial hjalp kunder med at skjule sig for myndighederne i strid med hvidvaskreglerne.

Thomas Borgen har hidtil fastholdt, at der ikke har været tegn på, at de estiske ansatte brød reglerne.

- Jeg tror som CEO, at man skal være meget varsom med at anklage ansatte for sådanne alvorlige beskyldninger baseret på en observation, siger Thomas F. Borgen.

- Derfor har vi naturligvis iværksat en undersøgelse, og hvis det viser sig, at nogle ansatte har gjort ting, de ikke skulle have gjort, så vil det blive rapporteret til de relevante myndigheder, og så må vi tage de alvorlige konsekvenser, som det indebærer, siger han.

Danske Bank iværksatte ifølge Thomas Borgen en intern undersøgelse tilbage i foråret 2014, fordi man havde fået indikationer på, at der ikke var tilstrækkelig kontrol med de kunder i den estiske filial, der ikke var bosiddende i landet.

Det var den undersøgelse, som ifølge direktøren var medvirkende til, at aktiviteterne i Estland blev lukket ned.

Efter at der er konstateret større problemer i den estiske filial i perioden fra 2007 til 2015, har Thomas Borgen sat gang i endnu en intern undersøgelse, som tidligst er færdig næste sommer.

Thomas Borgen afviser, at det kan lade sig gøre at afslutte undersøgelsen tidligere.

- Vi er kun interesserede i at komme til bunds i det her og gør alt, hvad vi kan for at få undersøgelsen færdig så hurtigt, som det lader sig gøre.

- Men det er enorme mængder data tilbage til 2007, som vi skal igennem, siger direktøren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx