22/09-17 11:15

Lastbiler får ingen rabat på Storebælt med ny trafikaftaleLastbiler får ingen rabat på Storebælt med ny trafikaftale

Det bliver kun personbiler, der slipper billigere for at køre over Storebælt. Fynsk Erhverv ærgrer sig.

København. Mens bilisterne slipper 25 procent billigere for at køre over Storebæltsbroen, bliver der ingen rabat til de mange lastbiler, der fragter varer mellem landsdelene.

Det er konsekvensen af den trafikaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik torsdag aften.

Det bekræfter DF's finansordfører, Rene Christensen, til Fyens.dk.

- Vi har af økonomiske hensyn kun valgt at lade den almindelige persontrafik slippe billigere, men det kommer jo også erhvervslivet til gode, fordi arbejdskraften får lettere ved at komme frem og tilbage i en tid med højkonjunktur, hvor det er vigtigt at kunne rekruttere arbejdskraft, siger han til Fyens.dk.

Han fremhæver desuden, at tømrermesteren og VVS-eren også vil få glæde af brorabatten.

Store virksomheder som Danske Fragtmænd, Arla og Rynkeby Foods vil imidlertid fortsat skulle aflevere millioner af kroner i betalingsanlægget.

Fyens Stiftstidende har tidligere fortalt, at de årlige udgifter på broen er 77 millioner kroner for Danske Fragtmænd.

Arla betaler 40 millioner kroner, Rynkeby seks millioner og fynske Alex Andersen Ølund 18 millioner for at fragte potteplanter over broen.

I Fynsk Erhverv er direktør Jytte Reinholdt skuffet over den manglende brorabat til lastbiler.

- Det er drønærgerligt, at erhvervslivet pålægges en afgift for at transportere varer mellem øst og vest. Det er konkurrenceforvridende et sted i landet at have en sådan afgift, og udgiften rammer også forbrugerne i form af dyrere varer, siger Jytte Reinholdt til Fyens.dk.

- Det undrer mig, at partierne ikke vil høste den samfundsøkonomiske gevinst, det er at sænke brotaksten for erhvervslivet, siger hun.

Hun understreger, at Fynsk Erhvervsliv via lobbyarbejdet i den nationale brokomité vil fortsætte kampen for lavere brotakst.

Jytte Reinholdt glæder sig dog over de andre elementer i trafikaftalen: Brorabatten til almindelige bilister og etableringen af det tredje spor på Fynske Motorvej.

- Aftalen er en halv sejr, siger hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx