25/09-17 16:33

Russisk kritik af USA efter generals død i SyrienRussisk kritik af USA efter generals død i Syrien

Nedkæmpelse af Islamisk Stat i syrisk region forstærker spændinger mellem Rusland og USA.

Moskva. Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, siger, at en russisk general er død i Syrien som følge af en tvetydig amerikansk politik over for Islamisk Stat.

- Det er meget bekymrende, men kendsgerninger viser, at USA anser geopolitiske mål for vigtigere end den erklærede krig mod terrorisme, siger Ryabkov.

Syriske styrker med støtte fra russiske fly og iranske militser rykker frem mod IS fra vest, mens amerikanskstøttede syriske oprørere - heriblandt mange kurdere - rykker frem fra øst i gruppen Syriens Demokratiske Styrker.

Udtalelserne kommer på et tidspunkt, hvor Rusland sammen med Tyrkiet og Iran forsøger at få etableret fire sikre zone i Syrien, hvor kampe og spændinger skal nedtrappes forud for forhandlinger om en politisk løsning.

De sikre zoner vil blive drøftet af den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans tyrkiske modpart, Recep Tayyip Erdogan, i Ankara i denne uge. De to ledere meddelte mandag, at de både vil drøfte kriserne i Syrien og Irak, når Putin besøger Ankara.

Putin og Erdogan, der mandag førte drøftelser over telefonen, understreger begge, at den territoriale integritet i både Syrien og Irak skal opretholdes.

Tyrkiet frygter både kurdisk separatisme i Irak og Syrien, da dette vil kunne forværre konflikten mellem den tyrkiske regering og landets kurdiske mindretal.

Rusland og USA støtter separate offensiver mod Islamisk Stat i det østlige Syrien, hvor de begge vinder terræn i den olierige region Deir al-Zor på grænsen til Irak.

Islamisk Stat bliver dermed angrebet fra begge sider af floden Eufrat, som løber gennem Deir al-Zor, som er jihadisternes sidste store bastion i Syrien.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx