12/11-17 17:34

To teenagere er fængslet efter knivstik ved fest i HellerupTo teenagere er fængslet efter knivstik ved fest i Hellerup

En 22-årig mand blev natten til lørdag stukket i brystet ved en fest. To unge har meldt sig selv til politiet.

Helsingør. To mænd er blevet sigtet for drabsforsøg, og de er blevet varetægtsfængslet efter et knivstikkeri natten til lørdag ved en privat fest i Hellerup, oplyser vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi.

De to unge har meldt sig selv til politiet.

Ved festen blev en 22-årig mand stukket i brystet, da der opstod klammeri.

Hans tilstand var i en periode kritisk, fordi hans ene lunge klappede sammen.

Han blev behandlet for sine skader på Rigshospitalet i København, og lørdag morgen var hans tilstand stabil.

Efter knivstikkeriet eftersøgte politiet en 17-årig dreng, og lørdag eftermiddag meldte han sig selv til politiet. Der er tale om en dreng, der bor i København.

Han mødte lørdag eftermiddag op hos politiet på Københavns Hovedbanegård.

Forinden havde politifolk fra politikredsene København og Midt- og Vestsjælland været på flere adresser for at lede efter ham.

- Derefter valgte han altså at melde sig selv, sagde vagtchef Søren Bjørnestad, Nordsjællands Politi.

Politiet har også ledt efter en mulig medgerningsmand, og søndag ringede en advokat på vegne af en 19-årig mand, der gerne ville forklare sig til politiet.

Der er tale om en ung mand fra Københavnsområdet, oplyser Palle Jørgensen.

De to unge er begge blevet sigtet for drabsforsøg, og de blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hillerød.

Her fandt en dommer mistanken mod dem tilstrækkeligt begrundet til at varetægtsfængsle dem frem til 4. december. Den 17-årige skal på grund af sin unge alder tilbringe tiden på en institution.

Der er ikke oplysninger om, hvordan de forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx