09/09-17 23:03

Tusindvis af demonstranter kræver exit fra brexit i LondonTusindvis af demonstranter kræver exit fra brexit i London

Alt det formelle omkring den igangværende skilsmisse mellem Storbritannien og EU skal være på plads i 2019.

London. Flere tusinde marcherede lørdag i London i protest over Storbritanniens igangværende skilsmisse fra EU.

Med sloganer som "Exit fra brexit" og med blå og gule EU-flag gik de mange demonstranter mod Westminster, hvor det britiske parlament ligger.

Arrangørerne af marchen regner med, at der var op mod 50.000 personer med, da tilslutningen var på sit højeste.

En demonstrant gik med, fortalte hun, fordi hun føler sig "komplet krænket af idéen om brexit".

- Jeg har boet, arbejdet og elsket i Europa i mange år. Hele min eksistens har været en europæisk eksistens, sagde hun til BBC.

En anden demonstrant, der havde et hjemmelavet skilt med sig, sagde til den britiske tv-station:

- Jeg tror ikke rigtigt, at folk virkelig ved, hvad de stemte om.

- Vi bliver med at få at vide, at de, der stemte for at blive, stort set har ændret mening. Men det tror jeg overhovedet ikke på.

Demonstrationen fandt sted forud for mandagens afstemning i parlamentets underhus om et brexit-lovforslag, skriver BBC.

Forslaget skal omstøde den akt, der bragte Storbritannien ind i EU og fjerne EU's suverænitet i det britiske retssystem, så de nuværende EU-regler bliver til britisk lovgivning.

Den liberale politiker Ed Davey, der er tidligere medlem af parlamentet, sagde til de fremmødte demonstranter, at han er pinligt berørt over Storbritanniens udgangspunkt i brexitforhandlingerne.

- Jeg er gået fra vrede til frustration, fra raseri til fortvivlelse.

- Men siden forhandlingerne om brexit begyndte, har jeg fået en ny følelse: forlegenhed. Forlegenhed over vort lands ledere. Forlegenhed over Storbritannien, sagde han ifølge nyhedsbureauet AP.

Andre talere krævede, at briter får lov til at stemme om brexitbeslutningerne, når forhandlingerne er ovre.

I marts meddelte Storbritannien officielt EU, at landet ville melde sig ud af samarbejdet, efter at et lille flertal af vælgerne i 2016 havde sagt nej til fortsat medlemskab af unionen.

Alt det formelle omkring skilsmissen skal efter planen falde på plads i løbet af to år, så udmeldelsen bliver en realitet i marts 2019.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx