21/09-17 08:00; Opdateret: 21/09-17 08:31

Ni nødhjælpsfolk er dræbt i lastbilulykke i BangladeshNi nødhjælpsfolk er dræbt i lastbilulykke i Bangladesh

Chauffør mistede kontrol over lastbil fyldt med fødevarer til nødstedte rohingya-muslimer, siger politiet.

Cox's Bazar. Mindst ni nødhjælpsarbejdere er torsdag omkommet i en lastbilulykke i Bangladesh.

Køretøjet var fyldt med fødevarer til rohingya-muslimer, der er flygtet fra Myanmar.

Ifølge politiet mistede chaufføren mistede kontrollen med lastbilen tæt på grænsebyen Cox's Bazar.

Seks personer omkom på stedet. Det oplyser Aung Swi Prue fra Bangladesh' sundhedsvæsen.

Og tre døde, da de var ankommet til hospitalet, hvor yderligere ti kvæstede er indlagt og modtager behandling.

Ofrene for ulykken var hyret til at uddele nødhjælp til 500 rohingya-familier. Samtlige kommer fra Bangladesh. Det oplyser Misada Saif, der er talsperson for Internationalt Røde Kors.

Nødhjælpsorganisationens ansatte er "meget chokerede og kede af det", tilføjer hun.

- Vores tanker er med de dræbtes familier. De var her for at hjælpe folk, der desperat har brug for det, siger Misada Saif.

Over 420.000 rohingyaer er på under en måned drevet på flugt fra Myanmar-delstaten Rakhine, der grænser op til Bangladesh. Hovedparten befinder sig i Cox's Bazar.

Rohingyaerne betragtes trods flere generationer i det overvejende buddhistiske land af mange som illegale indvandrere.

De seneste uroligheder mellem landets magtfulde militær og rohingyaerne brød ud 25. august.

Det skete, da rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb politi og militær.

Det fik militæret til at lancere en modoffensiv i Rakhine-delstaten, der af FN beskrives som etnisk udrensning, og som har efterladt rohingya-landsbyer tomme og flygtningelejre i Bangladesh stuvende fulde.

Samtidig beskylder buddhisterne i Rakhine de internationale nødhjælpsgrupper for at favorisere rohingyaerne.

Onsdag aften affyrede politifolk i Myanmar advarselsskud mod en ophidset folkemængde bestående af omkring 300 buddhister i delstatens hovedstad, Sittwe.

Gruppen kastede benzinbomber og sten mod politiet og forsøgte at forhindre lastbiler med nødhjælp i at komme frem til et flodfartøj, der skulle fragte hjælp frem til nødstedte rohingyaer.

Det lykkedes til sidst at få fartøjet lastet med 50 ton nødhjælp som tøj, moskitonet, fødevarer, drikkevand og tæpper.

Otte personer blev anholdt af politiet.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx