20/11-17 12:26

Irak vil udvise 300 koner og børn af IS-krigereIrak vil udvise 300 koner og børn af IS-krigere

1200 familiemedlemmer til jihadister sidder fængslet i Irak, og nu skal 300 flyttes med henblik på udvisning.

Bagdad. 300 ægtefæller og børn til IS-krigere i Irak vil blive udvist til deres hjemlande, siger næstformand i provinsrådet i Nineveh.

- Dette er den anden bølge af udvisninger. Der kommer yderligere to eller tre, siger Nureddin Qablan.

De 300 personer er pågrebet i forbindelse med generobringen af Mosul i det nordlige Irak. De vil nu blive transporteret til Bagdad.

Mosul, som er Iraks næststørste by, blev generobret i juli.

- I alt vil flere end 1200 familiemedlemmer til jihadister blive flyttet, siger Qablan.

Konerne og børnene befinder sig nu i et fængselscenter i Tel Keif nord for Mosul. De flyttes til et tilsvarende center ved Iraks hovedstad, Bagdad.

I september forlød det, at der sad 509 kvinder og 813 børn fra 13 forskellige lande i centret i Tel Keif.

De kommer fra 13 forskellige lande i Europa, Asien og Amerika.

En irakisk regeringskilde har til det franske nyhedsbureau AFP sagt, at 300 af kvinderne er tyrkere.

Ifølge den norske ngo Flyktninghjelpen (NRC), som hjælper fanger af humanitære årsager, kommer familiemedlemmerne hovedsageligt fra Tyrkiet, Rusland, Tadsjikistan og Aserbajdsjan.

Frankrig har sagt, at fangernes sager skal prøves i Irak. Børnenes sager vil blive behandlet "sag for sag", har den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, forklaret.

I oktober blev 13 kvinder og 29 børn af tjetjenske IS-soldater pågrebet i den syriske by Raqqa.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx