29/10-17 05:46

Trump lover at frigive samtlige dokumenter om Kennedy-drabTrump lover at frigive samtlige dokumenter om Kennedy-drab

USA's præsident vil have alle dokumenter om præsidentdrab i 1963 frem i lyset, meddeler han på Twitter.

Washington. USA's præsident vil trods modstand fra efterretningstjenesten CIA og forbundspolitiet, FBI, frigive samtlige dokumenter om drabet på John F. Kennedy i 1963.

- Jeg gør dette for at sikre gennemsigtighed og for en gang for alle at få sat en stopper for konspirationsteorier, skriver Trump på Twitter.

Hvornår de resterende få hundrede dokumenter bliver gjort tilgængelige for alle, nævner han ikke noget om.

Nationalarkivet i USA frigav torsdag nogle af de hidtil hemmeligholdte dokumenter om en af verdens mest berømte drabssager.

Godt 2800 dokumenter er gjort tilgængelige på National Archives' hjemmeside.

Men forud offentliggørelsen oplyste embedsmænd fra Det Hvide Hus, at CIA og FBI ikke vil lade præsident Donald Trump frigive samtlige dokumenter i sagen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters bad de Trump om at holde nogle af dokumenterne tilbage. FBI og CIA får nu et halvt år til at finde frem til, om der er gode grunde til at hemmeligholde papirerne.

Med henvisning til sikkerhedshensyn oplyste Trump, at han ikke havde noget andet valg end fortsat at tilbageholde en række dokumenter, der er særligt "følsomme".

Men det er der tilsyneladende ændret på.

På Twitter skriver Trump lørdag, at han efter samtaler med sin stabschef John Kelly, CIA og andre agenturer vil frigive "alle JFK-dokumenter".

Navne og adresser på nulevende personer, som er nævnt i dokumenterne, vil dog blive fjernet.

Oveni i de dokumenter, som kom frem i lyset torsdag, er der tidligere frigivet omkring 30.000 redigerede dokumenter om drabet på John F. Kennedy.

I 1992 underskrev daværende præsident, George H.W. Bush, en lov om, at alt materiale i sagen skulle offentliggøres senest 25 år senere.

John F. Kennedy blev dræbt 22. november 1963, da hans kortege kørte gennem Dallas i delstaten Texas.

Det er flere gange blevet fastslået, at Lee Harvey Oswald skød præsidenten, der sad i en åben limousine. Oswald blev to dage efter drabet selv skudt og dræbt af natklubejeren Jack Ruby

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx