20/08-17 17:40

Snu belgier snupper 2. etape i VueltaenSnu belgier snupper 2. etape i Vueltaen

Sidevinden blev afgørende, da Quick-Step splittede det hele, og Yves Lampaert tog etapen og førertrøjen.

Gruissan. Der var lagt op til en massespurt, men Yves Lampaert (Quick-Step) ødelagde den plan og vandt 2. etape i Vuelta a España.

Feltet blev splittet af sidevind med ti kilometer igen, og to store grupper blev dannet. Quick-Step formåede at splitte den forreste gruppe yderligere med få kilometer igen, og Lampaert kørte alene over målstregen.

Sejren betød også, at Lampaert blev ny mand i den røde førertrøje efter Rohan Dennis (BMC), der tog trøjen på holdtidskørslen lørdag.

Etapen havde start i franske Nimes og sluttede i Gruissan, og rytterne skulle ud på 203 kilometer.

Det var en af de få sprinteretaper i Vueltaen, og derfor var der mange mulige etapevindere om buddet.

Med 49 kilometer igen måtte hele feltet stoppe op og vente på, at et tog kørte forbi, men det gjorde ikke så meget, for der var intet udbrud i gang.

Faktisk bød dagen overhovedet ikke på udbrud, og det hele mindede om en transporttur, hvor ingen var interesseret i at risikere noget og miste tid.

Med 59 kilometer igen var danske Lasse Norman (Aqua Blue Sport) en tur i asfalten, da der opstod et styrt i feltet.

Danskeren var dog hurtigt tilbage i feltet og så ikke ud til at være slemt mærket.

Matteo Trentin (Quick-Step) var hurtigste mand i en indlagt spurt med 27 kilometer igen, og italieneren tog dermed tre bonussekunder og er placeret på andenpladsen i det samlede klassement.

Med ti kilometer igen var det hele stadig samlet, og Sunweb og Team Sky satte tempoet i front, da sidevinden gjorde sit udslag.

Der blev skabt en frontgruppe med et lille hul ned til resten af feltet, og Sky satte et højt tempo oppe foran, og forspringet blev øget til 20 sekunder.

Quick-Step splittede så yderligere det hele i frontgruppen til sidst, og holdet kunne nyde Lampaerts sejr.

Vuelta a España begyndte lørdag og slutter 10. september i den spanske hovedstad, Madrid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx