10/10-17 02:02; Opdateret: 10/10-17 02:41

Gamle retsdokumenter giver indblik i Vegas-skyttes tilværelseGamle retsdokumenter giver indblik i Vegas-skyttes tilværelse

I et vidnesbyrd fra 2013 beskriver Stephen Paddock i egne ord, hvordan hans liv er skruet sammen

Las Vegas. Den formodede gerningsmand fra et masseskyderi i Las Vegas 1. oktober, Stephen Paddock, var en natteravn og en gambler af de helt store.

Hans de facto hjem var Las Vegas' mange kasinoer, og han kunne spille for op mod en million dollar på en enkelt aften.

Når han spillede, foretrak han at gøre det i joggingbukser og klipklapper, og som regel medbragte han sine egne drikkevarer, så han ikke behøvede at give servitricerne alt for mange drikkepenge.

Dette var Stephen Paddock beskrevet med egne ord, fire år før han åbnede ild mod tusindvis af koncertgæster og dræbte 58 mennesker og sårede næsten 500 andre.

Det viser retsdokumenter, som CNN er i besiddelse af, fra en civil sag fra oktober 2013, hvor Paddock havde lagt sag an mod Cosmopolitan Hotel, hvor han var faldet på en gangbro i 2011.

Fra Stephen Paddocks vidnesbyrd fremgår det også, at han af og til tog valium mod angst. Samtidig fortalte han, at han ikke havde nogen psykiske problemer, ligesom at han ikke havde nogen fortid med afhængighed eller kriminalitet.

Valiumpillerne havde han fået ordineret af sin læge. Adspurgt om forholdet til lægen svarede Paddock under retsmødet 29. oktober 2013:

- Jeg betaler ham et årligt honorar, og så har jeg god adgang til ham.

Det var uklart, hvor ofte Paddock tog valium, men han anslog, at han havde mellem ti og 15 piller tilbage i et glas med 60, som han havde fået ordineret et halvt år tidligere.

Paddock beskrev desuden sig selv som en fri fugl, der tilbragte sin tid fordelt mellem Californien, Nevada, Texas og Florida.

Han fortalte også, at han i Texas havde en våbenlicens, men ellers var der ingen snak om våben under retsmødet 29. oktober 2013.

Kasinoerne var Stephen Paddocks foretrukne hjem, og ifølge ham selv blev hotelværelser 95 procent af tiden stillet gratis til rådighed.

CNN rapporterer, at hoteller ofte tilbyder gratis værelser til de store gamblere for at lokke dem tilbage til kasinoerne.

Adspurgt om han nogensinde brugte hotellernes swimmingpools svarede Stephen Paddock:

- Jeg gør mig ikke i sol.

Han fortalte også, at han sjældent drak alkohol, når han spillede.

- Når man spiller for de indsatser, jeg spiller for, er du nødt til at have din fulde forstand. Eller i hvert fald så meget forstand, som jeg nu har.

Da Paddock fortalte, at han kunne spille for en million dollar på en enkelt aften, lød det fra en af advokaterne:

- Det er mange penge.

- Nej, det er det ikke, svarede Paddock.

Ifølge retsdokumenterne fra 2013 var Stephen Paddock hovedsageligt vokset op i Californien, og han arbejdede som skattemedarbejder, før han begyndte at investere i ejendomme.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx