21/11-17 21:25; Opdateret: 21/11-17 22:27

Samsøs hollandske S-borgmester fortsætter med massiv opbakningSamsøs hollandske S-borgmester fortsætter med massiv opbakning

Ø-borgmestre får massiv opbakning i først optalte kommuner. Venstre får absolut flertal i Morsø Kommune.

København. På Samsø er der stor opbakning til den siddende hollandske borgmester, Marcel Meijer, fra Socialdemokratiet.

S bliver største parti på Samsø med 41,3 procent af stemmerne. En fremgang på 21,7 procentpoint, der giver partiet fem mandater.

Sejren betyder, at han som den første kan erklære, at han fortsætter som borgmester med opbakning fra SF.

- At det er gået så godt, som det er gået, havde jeg ikke forventet. Det er gået over al forventning, siger Marcel Meijer til DR.

Det var ellers ikke givet ved sidste valg, at Marcel Meijer skulle have borgmesterposten i økommunen.

For fire år siden var posten ved at gå til De Konservative. Men det blev alligevel Marcel Meijer, der er født i Holland, men har boet på Samsø i 25 år, der fik borgmesterposten.

Han kan nu glæde sig over at have sikret sit parti et særdeles godt valg. Antallet af stemmer til partiet er næsten fordoblet siden sidste valg.

Venstre går derimod 7,7 procentpoint tilbage til 26,3 procent af stemmerne på øen, mens De Konservative ligger stabilt fra sidste valg på 14,7 procent af stemmerne.

Også i Morsø Kommune er der stor opbakning til borgmesterpartiet. Venstre går 14,3 procentpoint frem og vinder som største parti med 48,3 procent af stemmerne.

Med 12 ud af 21 mandater får partiet absolut flertal.

Den første kommune, der havde talt alle stemmer op er også landets mindste med 1800 indbyggere.

Det er Læsø, hvor Venstre er blevet største parti med 37,1 procent af stemmerne og dermed får fire mandater. En fremgang fra sidste valg, hvor V fik tre mandater.

Fremgangen skyldes nok især, at Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen, i løbet af valgperioden er skiftet fra Læsø Listen til Venstre.

Birch Johansen er dog ikke sikker på, at han kan fortsætte som borgmester, trods flertallet til Venstre.

- Det vil tiden vise, siger han til TV2.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx