20/08-17 05:29; Opdateret: 20/08-17 15:00

Politiet søger vidner til skyderi i Brøndby StrandPolitiet søger vidner til skyderi i Brøndby Strand

Ung mand blev natten til søndag ramt af skud, da han sad i en bil nær Brøndby Strand. Politiet søger vidner.

Brøndby. En ung mand blev natten til søndag ramt af skud af ukendte gerningsmænd i Brøndby Strand, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Skyderiet fandt sted klokken 1.47.

Manden var til stede i området Strandporten, hvor han sad i en parkeret bil - en Mercedes - på en parkeringsplads. Med i bilen var en jævnaldrende kammerat.

En mindre hvid bil kørte ind på parkeringspladsen, hvor de to opholdt sig. Der blev afgivet flere skud mod bilen, hvor offeret, der opholdt sig på passagersædet, blev ramt af et enkelt skud.

Han blev efterfølgende kørt på Rigshospitalets Traumeafdeling og er uden for livsfare.

En bil er senere fundet udbrændt på Catherine Boothsvej i Hvidovre. Politiet vurderer, at bilen er identisk med gerningskøretøjet.

Der er tale om en hvid Toyota Aygo med registreringsnummer BA 42194, som er stjålet fra en bilforhandler i Herlev.

Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set bilen før og efter skyderiet.

Den unge mand, der blev ramt, menes ikke at have tilknytning til bandemiljøet.

- Den unge mand, der blev ramt, og hans kammerat i bilen, har ikke umiddelbart banderelationer, men vi kan ikke afvise, at skyderiet har forbindelse til den igangværende bandekonflikt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg, og at man desuden har øget patruljeringen i området.

Oplysninger i sagen kan gives på telefonnummer 43861448.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx