17/08-17 17:05

Bilister i tusindvis kørte for stærkt ved skolestartBilister i tusindvis kørte for stærkt ved skolestart

Politiet gennemfører en målrettet færdselskontrol. Flere end 2500 overtrådte færdselsregler i første uge.

København. Sommerferien er slut, og i sidste uge vendte elever i hobetal tilbage til landets skoler. Derfor gennemfører politiet i øjeblikket en målrettet færdselskontrol landet over.

I den første uge af kontrollen, som var i sidste uge, registrerede politiet flere end 2500 færdselsforseelser.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Det høje antal af bilister, der ikke overholder trafikreglerne, ærgrer Christian Berthelsen fra National Færdselscenter i Rigspolitiet.

- Vi havde selvfølgelig håbet, at antallet af overtrædelser var faldet i år, men vi kan konstatere, at tallene ligger på samme niveau som de seneste mange år.

- Der er lidt flere, der er blevet taget for hastighedsovertrædelser i år i forhold til sidste år, til gengæld er antallet af håndholdte mobiltelefoner faldet. Men overordnet set er niveauet det samme, siger han i pressemeddelelsen.

Det er især hastighed, der har fældet størstedelen af bilisterne.

Lige præcis hastigheden er vigtigt at få nedbragt omkring skolevejene, mener Christian Berthelsen.

- Små børn er mere uprøvede og utrygge i trafikken, så husk at udvise ekstra forsigtighed som bilist, siger han.

I alt blev 2140 bilister taget i at køre for stærkt. 34 voksne havde glemt sikkerhedsselen, og i 53 tilfælde var børnene ikke blevet spændt fast.

Til sidst var der 13 personer, der havde benyttet sin mobiltelefon, mens de kørte.

Kontrollerne i forbindelse med skolestart begyndte mandag 7. august og fortsætter til og med fredag 18. august.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx