01/11-17 18:06

Bandekonflikt får politiet til at udvide visitationszoneBandekonflikt får politiet til at udvide visitationszone

Store dele af Gladsaxe, Herlev og Ballerup er nu visitationszone. Det skyldes konflikten i bandemiljøet.

København. Københavns Vestegns Politi udvider nu visitationszonen i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner på grund af bandekonflikt i området.

Den nye visitationszone er trådt i kraft onsdag og gælder foreløbig til torsdag i næste uge.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet begrunder det med bandekonflikten, og at man forleden ved ransagninger fandt slagvåben, en revolver og ammunition i Værebro-området i Bagsværd.

- Vi arbejder for at gøre borgerne trygge og bandefolkene utrygge. En visitationszone er et af vores vigtige redskaber til netop det arbejde, udtaler politiinspektør Svend Foldager i pressemeddelelsen.

I en visitationszone har politiet lov til at visitere enhver uden at have en konkret mistanke om, at man skulle have foretaget sig eller være i besiddelse af noget ulovligt.

Den nye visitationszone er en udvidelse af en visitationszone, der blev indført i området 26. oktober.

Visitationszonen gælder området mellem Ring 4 fra Klausdalsbrovej til kommunegrænsen Gladaxe/Lyngby-Taarbæk kommune - dog undtaget hvor Ring 4 løber i Furesø Kommune ved Åvej og Ny Hjortespringsvej.

Mod syd gælder den fra Ring 4 langs kommunegrænsen Gladsaxe/Lyngby-Taarbæk/Gentofte til Motorring 3 og fra Hillerødmotorvejen langs Klaudalsbrovej til Ring 4.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx