29/10-17 10:43; Opdateret: 29/10-17 12:05

Ny trepartsaftale til 2,5 milliarder skal efteruddanne flereNy trepartsaftale til 2,5 milliarder skal efteruddanne flere

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale om voksen- og efteruddannelse.

København. Efter fire måneders forhandlinger er der indgået en trepartsaftale om voksen- og efteruddannelse.

Den skal gøre voksen- og efteruddannelse langt mere attraktivt for både arbejdsgivere og lønmodtagere, som har nølet med at efteruddanne sig.

Aftalen indebærer blandt andet en forhøjelse på 20 procentpoint af godtgørelsen, når man tager et kursus.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at aftalen vil få flere til at efteruddanne sig.

- De seneste år har vi desværre set, at færre bruger de mange kurser og tilbud, vi giver, og at de, der gør det, ikke får nok ud af det.

- Livslang læring er stadig vigtigere i en tid, hvor alting går hurtigere, og hvor vi skal gribe nye muligheder og ny teknologi, siger statsministeren.

Det er tredje runde af forhandlingerne om en trepartsaftale. Det er en aftale mellem regeringen og repræsentanter for henholdsvis lønmodtagere og arbejdsgivere.

Parterne har forhandlet i Beskæftigelsesministeriet til midt på natten om aftalen til 2,5 milliarder kroner.

En del af pengene skal findes i det økonomiske råderum, og en del stammer fra ubrugte midler til efter- og videreuddannelse.

Et af de største problemer, som parterne har forsøgt at skulle løse, handler om incitamentet til efteruddannelse.

Det har været et problem, at mere end hver tredje medarbejder ikke finder det nødvendigt med efteruddannelse.

Det løses blandt andet ved, at godtgørelsen ved deltagelse i AMU-kurser forhøjes fra 80 procent af dagpengene til 100 procent.

Parterne har fra starten af forhandlingerne peget på, at arbejdsmarkedet er i konstant udvikling.

Derfor har medarbejderne brug for nye kompetencer. Men da mange ikke efteruddanner sig, har der været behov for en ny trepartsaftale med større incitamenter.

Aftalen indeholder omkring 400 millioner kroner til en omstillingsfond. Den skal give ufaglærte og faglærte mulighed for på eget initiativ at efter- og videreuddanne sig.

Omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne sløjfes for næste år og på arbejdsmarkedsuddannelserne i de kommende fire år ifølge fagforbundet Dansk Metal.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx