09/07-17 16:27

Krig og sult dæmper fejring af Sydsudans seks års fødselsdagKrig og sult dæmper fejring af Sydsudans seks års fødselsdag

Juba. For andet år i træk kommer der ikke til at være en officiel fejring af verdens yngste nation, Sydsudan, som fylder seks år.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Landet, der blev selvstændigt i 2011, er i dyb krise.

Det skyldes en brutal borgerkrig, samt at alvorlig mangel på mad og vand truer flere millioner sydsudanere.

- Vi følte ikke, at det var passende at bruge de få midler, vi har, på fejringer, når vores folk er umådeligt påvirkede at den økonomiske krise, udtaler præsident Salva Kiir ifølge AP i en tale til nationen.

- Det er vanskeligt for mange folk at få råd til bare et enkelt måltid mad om dagen, tilføjer han.

En tredjedel af befolkningen er tvunget væk fra deres hjem på grund af krisen i landet, skriver nyhedsbureauet AFP, mens titusindvis er blevet dræbt.

Mere end halvdelen af to millioner fordrevne er børn, skriver AP.

- I dag har jeg ikke noget at fejre, siger 34-årige Ariik Majok, der er far til tre og arbejder som nattevagt i hovedstaden.

Wani John, en 39-årig offentlig ansat, ser heller ikke nogen grund til fejringer.

- Der er ingen fred og stabilitet. Folk dør, og vores ledere løser ikke situationen. Jeg er ikke en glad borger, siger han til AFP.

- Det eneste, vi ønsker, er fred.

9. juli 2011 så det ganske anderledes ud.

Efter årtier med borgerkrig var Sydsudan uafhængig fra Sudan, og nationens fødsel blev fejret verden over.

Martha Athing slagtede dengang en tyr med sin familie og venner og dansede omkring i sin landsby.

- Vi håbede alle på et bedre liv, siger hun til AP.

- Vi troede ikke, at vi ville begynde at dræbe hinanden.

Det var bare godt to år senere, i december 2013, at der opstod en ny borgerkrig.

Det skete, da præsident Kiir anklagede sin afsatte højre hånd, Riek Machar, for kupforsøg.

Efterfølgende brød en ny borgerkrig ud, hvor forskellige etniske grupper kæmpede mod hinanden.

Parterne består hovedsageligt af regeringstropperne på den ene side og en række oprørsgrupper på den anden side. Regeringstropperne har desuden fået hjælp af nabolandet Uganda.

Siden har der været flere forsøg på fred.

Præsident Kiir opfordrer det internationale samfund til at støtte den offentlige dialog i landet.

Men hvis kampene for alvor skal standses, er der brug for handling - ikke ord. Det siger Jacob Chol, der er professor i komparativ politik ved universitet i hovedstaden Juba.

- Den offentlige dialog er et politisk spil, siger han til AP.

- Jeg bliver ikke overrasket, hvis intet forandrer sig, tilføjer Chol.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Medie: Prins Charles fik gæster til...
bt.dk
Premier League-stjerne jublede over...
bt.dk
Donald Trump i smutter: Kom til at...
bt.dk
Meghan Markle fik specialfremstillet...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx