01/12-17 23:40

Amerikansk agent tog hemmelige dokumenter med hjemAmerikansk agent tog hemmelige dokumenter med hjem

En tidligere ansat ved USA's efterretningstjeneste NSA har erkendt at have brudt sikkerhedsreglerne.

København. Nghia Hoang Pho, tidligere ansat ved den amerikanske efterretningstjeneste NSA, har erkendt sig skyldig i at have brudt reglerne om behandling af hemmeligt materiale. Det skriver Reuters.

Pho tog ifølge sin vidneforklaring det hemmelige materiale med hjem. Dermed tilføjer han endnu en sag til listen over agenter i NSA, der har taget hemmelige dokumenter med ud af de topsikrede lokaler.

Han er den tredje ansatte på et år, der er anklaget for at at bryde de strikse sikkerhedsregler.

I februar blev den tidligere ansatte Harold Martin anklaget for at have stjålet 50 terabyte - 50.000 gigabyte - hemmeligt materiale, som han gemte i sit hjem. I juni blev en anden ansat, Reality Winner, anklaget for at have stjålet og lækket materiale til et medie.

Ifølge hans vidneforklaring tog Nghia Hoang Pho både fysiske og digitale dokumenter med tophemmeligt materiale med sig ud af kontorerne og med hjem til sit hjem i delstaten Maryland.

Det skete ifølge Reuters, mens han arbejdede i en tophemmelig eliteenhed, der beskæftiger sig med hacking og cyberkrig. Ulovligheden skulle være sket mellem 2010 og 2015.

Han kan få op til 10 års fængsel for sine handlinger.

Der er fokus på sikkerheden og håndteringen af hemmelige dokumenter efter Edward Snowden i 2013 udleverede store mængder fortroligt materiale til udvalgte journalister fra blandt andet den britiske avis The Guardian.

De afslørede massive mængder ulovlig overvågning globalt, masseindsamling af data, industrispionage udført af den amerikanske efterretningstjeneste og spionage ved blandt andet klimatopmødet COP15 i København.

Den daværende danske regering med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen sagde på det tidspunkt flere gange, at der ikke var "noget grundlag for at antage, at der skulle foregå ulovlige amerikanske efterretningsaktiviteter" i Danmark.

Ingen, hverken fra regeringen eller PET ville dog komme nærmere, hvorfor der ikke var grundlag for at antage det med de store afsløringer in mente, eller hvad de mente med "ulovlig".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx