29/08-17 16:14; Opdateret: 01/09-17 10:07

14-årigs død i trafikulykke koster mand to år bag tremmer14-årigs død i trafikulykke koster mand to år bag tremmer

Spritbilist er idømt to års fængsel for at være skyld i ulykke, der kostede pige livet i Langå.

Randers. En 55-årig mand skal to år i fængsel og får frakendt førerretten i ti år. Han er ved Retten i Randers blevet dømt for at være skyld i en trafikulykke, der kostede en 14-årig pige livet.

Ulykken skete i april, da manden, der var påvirket af spiritus, påkørte pigen i en rundkørsel i Langå sydvest for Randers.

Manden havde en promille på to og kørte mindst 102 kilometer i timen. Fartgrænsen på stedet er 50. Han var derfor tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Den 55-årige kørte også bil, selv om han administrativt var blevet frakendt førerretten.

Dommen følger anklager Jeanni Andreevas påstand.

- Det er en alvorlig sag at køre bil med så høj hastighed og høj promille i blodet, og i denne sag fik det fatale konsekvenser. Det er en dybt tragisk sag for alle parter, og jeg er godt tilfreds med, at der nu er faldet dom, siger hun i en pressemeddelelse.

Mens pigen blev dræbt på stedet, slap bilisten med et brud på en ryghvirvel.

Han forsøgte at forlade stedet efter ulykken, men flere vidner hindrede ham i det. Han blev dog i retten dømt for at flygte fra stedet.

Både den dræbte pige og bilisten kommer fra Langå.

Manden har endnu ikke afgjort, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx