09/07-17 14:25

Pressede IS-krigere kaster sig i floden i MosulPressede IS-krigere kaster sig i floden i Mosul

Mosul. Det er angiveligt kun et spørgsmål om tid, før den irakiske storby Mosul er genvundet fra Islamisk Stat.

Og det får flere desperate jihadister til at flygte ved at kaste sig i floden Tigris, som deler byen i to.

Kampen om Mosul har varet siden oktober 2016.

Her indledte den irakiske hær med international hjælp en offensiv mod først den østlige del af byen og siden den vestlige del.

Lørdag forlød det, at sejren var få timer væk.

Søndag nåede et irakisk elitehold, som er trænet af amerikanske styrker, Tigris' flodbred på den vestlige side. Det tyder dermed på, at Islamisk Stats allersidste skanser er på vej til at falde.

Dagen igennem er store røgsøjler steget til vejrs over den ødelagte by, hvor spredte skudsalver lyder, og døde jihadisters lig rådner i gaderne.

Islamisk Stat har selv svoret, at man vil "kæmpe til døden" i Mosul, der er gruppens sidste bastion i Irak.

De pressede jihadister, der er omringet i Mosuls gamle bydel, er begyndt at sende kvindelige selvmordsbombere ud med de tusindvis af civile, som flygter fra kampene.

Søndag formiddag sad omkring 15 kvinder og børn på fortovet i udkanten af den gamle by, mens skud og eksplosioner kunne høres bag dem, beretter nyhedsbureauet AFP.

De var blevet eskorteret ud af byens centrum af irakisk militær.

En ung kvinde i gruppen havde mistet sin syvårige søn i et bombeangreb bare en time forinden, netop som hun og familien gjorde sig klar til at forlade byen efter flere måneders fangenskab.

- Jeg kunne intet stille op, sagde hun til AFP, mens hendes ældste datter på ti år forsøgte at tørre tårerne væk fra hendes kinder.

Mosul har stor symbolsk betydning for Islamisk Stat. Det var nemlig her, gruppens leder, Abu Bakr al-Baghdadi, udråbte sit kalifat i 2014.

Det skete i den ikoniske og flere hundrede år gamle Nuri-moské, som i juni blev bombet sønder og sammen.

Irakiske styrker siger, at det er Islamisk Stat - der har ødelagt en række ikoniske bygninger og templer - som står bag.

Den ekstremistiske gruppe hævder omvendt, at det er amerikanske bombardementer, som er skyld i ødelæggelserne.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx