23/09-17 10:16; Opdateret: 23/09-17 15:18

New Zealands parlamentsvalg ender i dødt løbNew Zealands parlamentsvalg ender i dødt løb

Partiet New Zealand First er endt i en position, hvor partiet kan vælge New Zealands premierminister.

Wellington. Med stort set alle stemmerne talt op er valget i New Zealand endt i dødt løb, og det er usikkert, om New Zealands premierminister, Bill English, kan beholde sin post.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Valgstederne lukkede lørdag formiddag dansk tid i New Zealand.

Hverken English' konservative parti, The National Party, eller hans modkandidat Jacinda Arderns socialdemokratiske parti, Labour, formåede at mønstre et flertal.

Det indvandringskritiske parti, New Zealand First (NZF), er endt i en position som kongemager og kan dermed afgøre, hvem der ender som premierminister.

Det kan tage mindst to uger, før at en koalitionsregering er dannet ifølge AFP.

Med 99,8 procent af stemmerne talt op står English' parti til 58 af parlamentets 120 sæder, mens dets allierede, ATC, har sikret sig en mandat.

Labour står til 45 mandater, og partiets politiske partner, partiet Green, står til syv ifølge The Guardian.

Men da det kræver 61 sæder i parlamentet at regere, er New Zealand First med sine ni mandater endt som tungen på vægtskålen.

Winston Peters, leder af NZF, gav ingen indikation på, hvilken af de to blokke partiet vil støtte.

- Som tingene er lige nu, har vi det politiske ansvar, og vi har ikke tænkt os at være forhastet med det, siger Peters ifølge AFP.

- Vi vil tage en beslutning som er i hele New Zealands og New Zealand Firsts interesse - det er hele landet, og ikke kun os selv i partiet, men i den nationale interesse, og det vil tage noget tid, siger han.

Valgkampen har været den mest omskiftelige i nyere tid.

Newzealænderne har skullet vælge mellem Bill English og Jacinda Ardern, som i bare syv uger har stået i spidsen for socialdemokratiske Labour.

Det var netop, da 37-årige Ardern trådte ind i rampelyset 1. august, at valgkampen for alvor blev spændende.

Hun blev formand for Labour, efter at Andrew Little trak sig oven på en række dårlige meningsmålinger. På kort tid havde partiet fået 20 procentpoint ekstra i målingerne.

Og det var afgørende for partiets valgkamp, mener Bryce Edwards, der er politisk kommentator.

Men ligegyldigt hvem der ender med at kalde sig New Zealands premierminister, har Jacinda Ardern vundet valget. Det mener Richard Shaw, der er professor i politik ved Massey universitet.

- I løbet af syv uger lykkedes det hende at flytte Labour væk fra afgrunden, sætte strøm til valgkampen og tvinge National til rent faktisk at gøre noget, skriver han i The Guardian.

Men vigtigst af alt, pointerer han, har Jacinda Ardern flyttet det politiske centrum.

- Ardern har udfordret det ved at positionere staten som en magtfaktor, der kan skabe opfindsom og positiv forandring, skriver Richard Shaw.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx