06/07-17 08:16

Undgå kø og trafikkaos når I kører sydpå i weekendenUndgå kø og trafikkaos når I kører sydpå i weekenden

København. Der er næppe noget mere frustrerende end at ramle ind i en kilometerlang kø på den tyske Autobahn, mens ungerne græder, og man bare gerne vil frem til Gardasøen.

Men selv om det er umuligt at undgå tæt trafik og kødannelse på vej sydpå, kan man med fordel forsøge at undgå motorvejene omkring de større tyske byer som Hamburg, Berlin, München og Köln og Frankfurt i myldretiden om morgenen og eftermiddagen, oplyser FDM til Ritzau Fokus.

I denne weekend den 8. til 9. juli forventes trafikken omkring Hamburg at blive tæt, fordi den nordlige del af Autobahn A7 op til Elb-tunnel udvides, og samtidig er Hamburg vært for G20-topmøde.

Hvis I kommer nordfra, kan det derfor være en god idé at finde en alternativ rute rundt om Hamburg og Elb-tunnel.

Hvis I kører hjemmefra i weekenden, er det en god idé at køre i ydertidspunkterne, siger Brit Osted Nielsen, vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter.

- Hvis man kører på en lørdag i sommerferieperioden, er det en god idé at køre meget tidligt om morgenen eller meget sent om aftenen. Trafikken er tættest midt på dagen, siger hun.

Fredag er også en stor rejsedag.

- Men de andre fire hverdage, ville være helt perfekte at køre på, siger Brit Osted Nielsen.

Under alle omstændigheder skal I medregne, at der er grænsekontrol ved grænsen til Tyskland.

- Det kan give op til en halv times ekstra rejsetid, siger Brit Osted Nielsen.

Der kan også være risiko for tæt trafik ved andre europæiske grænser.

Ifølge FDM er der størst risiko for ventetid ved de tre sydlige motorvejsgrænseovergange til Østrig Suben (A3 Linz–Passau), Walserberg (A8 Salzburg–München) og Kiefersfelden (A93 Kufstein–Rosenheim).

Inden I triller ud af indkørslen, er det også en god idé at pakke telefonen med nyttige apps og skrive et par gode hjemmesider ned på en lap papir.

Via Vejdirektoratets app kan I følge med i trafikken i Danmark, mens den tyske hjemmeside adac.de eller stau.de kan hjælpe med vejinformation i Tyskland.

FDM laver en køprognose, som opdateres hver tirsdag. Prognosen kan bruges til at orientere sig om strækninger, der er særligt udsatte.

Hvis I har gps med traffic mission control (TMC) - eller hvis I bruger Google - vil I også løbende få meldinger om kødannelser og uheld.

Hvis I kører fra Jylland eller Fyn ad A7 mod Hamburg, kan I også hente den gratis app A7 Nord, der giver overblik over vejarbejde, kødannelser, omkørsler og aktuelle trafikprognoser for Elb-tunnel, som kan være en flaskehals.

Endelig anbefaler FDM, at man holder sig orienteret via lokale trafikmeldinger over radioen og desuden medbringer et godt gammeldags kort, så man eventuelt kan finde andre ruter i tilfælde af lukkede motorveje.

Hvis I har mulighed for det, kan det også være en god idé at undersøge, om I kommer forbi store begivenheder på vejen, som kan give trafikale problemer, siger Brit Osted Nielsen fra Vejdirektoratet.

- Der kan sagtens være byfester eller havnefester, der gør, at man bliver forsinket, siger hun.

Fakta: Trafikinformation om europæiske lande

- Frankrig: www.bison-fute.equipement.gouv.fr

- Italien: www.autostrade.it/en/

- Kroatien: www.hak.hr/en

- Østrig: www.oeamtc.at

- Sverige: trafikinfo.trafikverket.se

Kilde: FDM.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Midt under royalt bryllup:...
bt.dk
Arriva efter Støjbergs...
bt.dk
Netop frigivet: Helt nye...
bt.dk
Ståle om sit hold: Ingen har dumpet
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx