01/12-17 06:47

Kontroludvalg for fiskeriet nedlægges efter få månederKontroludvalg for fiskeriet nedlægges efter få måneder

DF-ordførere langer ud efter hinanden, da den ene sad for bordenden, da fiskeriudvalg blev lukket.

København. Det særlige fiskeriudvalg, der skulle styrke den parlamentariske kontrol med fiskeriområdet, er blevet nedlagt.

Det skete onsdag på et møde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor udvalget hører under, erfarer Ekstra Bladet og Radio24syv.

Udvalget blev oprettet i september med et bredt flertal i Folketinget, men er altså allerede nedlagt igen.

Det særlige fiskeriudvalg skulle gennem månedlige samråd og årlige redegørelser holde Folketinget orienteret om myndighedernes forvaltning af fiskeriområdet, der i august fik en historisk krads kritik af Rigsrevisionen.

Fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) sagde i september, at kontroludvalget ville "sende et meget tydeligt signal til regeringen" om at få styr på håndteringen af eksempelvis kvotekonger. Det er storfiskere, som sidder på en stor kvoteandel.

Han er i dag meget ærgerlig over, at fiskeriudvalget er lagt i graven så få måneder efter dets fødsel.

- Jeg er dybt forundret over det, for nu skulle vi jo lige i gang med at bruge det, siger Ib Poulsen til Radio24syv.

Det er Ib Poulsens partifælle Pia Adelsteen, der er formand for Miljø- og Fødevareudvalget.

Og det får Ib Poulsen til at sige, at han er blevet "kuppet", fordi hans eget parti har lagt de afgørende stemmer til at få det nedlagt.

Pia Adelsteen kan slet ikke forstå kritikken, giver hun udtryk for i Ekstra Bladet, der også har historien.

- Inden han gik til Ekstra Bladet, kunne han måske lige have sagt - hva', Pia, hvad skete der i går, siger hun til avisen.

Hun mener ikke, at der er brug for underudvalget længere, da alle partierne har indgået den nye fiskeriaftale.

- Vi har hele tiden underudvalg, som bliver oprettet og nedlagt igen, det er helt normalt, siger hun.

Rigsrevisionen kritiserede blandt andet, at Miljø- og Fødevareministeriets kontrol med kvoter og fiskefartøjer har været "ikkeeksisterende" i årevis.

Samlet set var ministeriets forvaltning af fiskeriet ifølge Rigsrevisionen "meget kritisabel".

Så kritisabel, at den ikke engang levede op til Folketingets intentioner på området. Der fulgte flere politianmeldelser i kølvandet på rapporten.

Kritikken betød også, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fik frataget fiskeriområdet. Det blev i stedet lagt over til ligestillingsminister Karen Ellemann (V).

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx