22/08-17 09:39

Butikkerne har det svært selv om forbruget stigerButikkerne har det svært selv om forbruget stiger

For fjerde måned i træk er der tilbagegang i detailsalget. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

København. Det kan godt være, at privatforbruget herhjemme har ligget højt de senere år og er med til at hive væksten opad.

Det mærker de bare ikke ret meget til i detailhandlen, hvis man skal tro Danmarks Statistiks tal for detailsalget i juli.

De viser en tilbagegang på 0,1 procent, og det er fjerde måned i træk, at tallene går den forkerte vej.

Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom hos Danske Bank, har et bud på en forklaring.

- De seneste tal for det samlede privatforbrug viser en solid årlig vækst på 2,5 procent, men den vækst har været svær at mærke i butikkerne, for det er især biler og energi, vi har brugt mere af, skriver hun i en analyse.

Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, har et andet bud på, hvad pengene i stedet går til.

- Danskerne bruger en stadig større del af den forøgede købekraft på serviceydelser som for eksempel restaurationsbesøg og udenlandsrejser.

- En anden forklaring er, at danskerne i stadig større grad køber varer fra udenlandske internetbutikker, der ikke indgår i det danske detailsalg, skriver han.

Også dankortomsætningen gik tilbage fra juni til juli, endda med hele 2,2 procent, når man korrigerer for sæson.

Det kan muligvis have noget med det dårlige sommervejr at gøre, mener Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx