09/10-17 13:19; Opdateret: 09/10-17 13:42

Forældre om tiltalt præst fra Tømmerup: Vi stolede på hamForældre om tiltalt præst fra Tømmerup: Vi stolede på ham

En 12-årig dreng var selvmordstruet efter seksuelt forhold med præsten, lyder det mandag i Retten i Holbæk.

Holbæk. En tidligere præst fra Tømmerup Kirke havde et forældrepars fulde tillid.

De havde en klar aftale om, at deres søn ikke måtte ryge eller drikke på præstegården, og at præsten skulle yde lektiehjælp.

Derfor anede de ikke uråd, når deres 12-årige dreng overnattede hos præsten eller tog med ham på mindre rejser til København og Tyskland.

- Vi havde tillid til ham. Han har døbt fem af vores børn. Han har også døbt ham, siger drengens far mandag i Retten i Holbæk.

Her sidder den 47-årige præst på anklagebænken for blandt andet at have haft sex med syv børn samt at have blufærdighedskrænket yderligere fem.

Det var den 12-årige drengs forældre, der sidste år fik sagen mod sognepræsten til at rulle.

De meldte ham til politiet 23. maj 2016, efter at deres søn havde betroet sig til dem med foruroligende anklager om et seksuelt forhold.

- Han har været bange for at fortælle det, for at han så skulle blive betragtet som at være til mænd, forklarer moren til den 12-årige.

- Han fortalte, at han kunne få 500 kroner af præsten for et handjob. Og han kunne få 1000 kroner for seksuelle ydelser, for anal penetration, fortæller hun, mens hun kæmper for at holde tårerne tilbage.

Det var angiveligt ikke penge, som drengen fik i hånden efter de seksuelle ydelser. Præsten skal have gemt pengene, så den 12-årige i længden kunne spare op til at få sin drøm om en knallert opfyldt.

Det seksuelle forhold og den efterfølgende politianmeldelse tog ifølge forældrene hårdt på deres søn. Han begyndte at lukke sig selv inde, rode sig ud i "dårligt selskab" og få et stofmisbrug.

- Han havde det virkelig dårligt, og han tabte sig virkelig meget. Hans venner ringede og sagde, at jeg skulle skynde mig, fordi han sad med en kniv og ville begå selvmord, siger moren.

Ifølge familiefaren er det den dag i dag svært for drengen at give slip på præsten, som han betragtede som en tæt ven. Han var en mand, der så noget specielt i den 12-årige.

- Han har været meget beskyttende over for præsten. Han ser ham stadig som et stort idol, der har gjort ham til noget specielt, siger faren fra vidneskranken.

Af hensyn til drengen vælger Retten i Holbæk at lukke dørene under den 12-åriges vidneforklaring.

Sagen fortsætter tirsdag og onsdag, hvor en 13-årig piges far og flere forurettede børn skal vidne.

Dommen ventes i november.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx