01/09-17 13:52

Ulf Kristersson har kurs mod lederpost hos ModeraternaUlf Kristersson har kurs mod lederpost hos Moderaterna

Sveriges konservative parti Moderaterne skal have ny leder. Partiets finansordfører ligger til at få posten.

Stockholm. Ulf Kristersson stiller op som ny leder af det konservative svenske parti Moderaterna.

Partiets hidtidige leder, Anna Kinberg Batra, gik for nylig af, og Kristersson, partiets finansordfører, er ifølge svenske analytikere så godt som sikker på at få posten.

Han regnes for favorit til at blive ny leder.

En anden favorit, der er blevet nævnt, er Elisabeth Svantesson. Men hun støtter ifølge det svenske nyhedsbureau TT også Kristersson.

Formelt vælges lederen 1. oktober ved et ekstraordinært partimøde.

Tidligere forsvarsminister Mikael Odenberg lægger også billet ind på posten og siger, at det er godt, at Kristersson nu melder ud, at han er kandidat.

Anna Kinberg Batra gik af i august, da hun mistede opbakning fra en stribe lokalafdelinger, herunder i hovedstaden Stockholm.

Partiet er gået tilbage i meningsmålingerne, og der er kun et år til næste valg.

Der har været uro internt i partiet, fordi Batra lagde op til, at Moderaterna kan samarbejde med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna (SD), som ingen partier i Riksdagen ellers vil have noget med at gøre.

Heller ikke de øvrige partier i den borgerlige oppositionsalliance vil føre politik sammen med SD.

- Jeg er klar over, at det her er skrappe omstændigheder. Det er vigtigt at gøre det her stykke arbejde så godt, som man overhovedet kan, siger Kristersson.

- Jeg er parat til at påtage mig ansvaret i en meget speciel situation.

Finansordføreren siger angående et eventuelt samarbejde med SD, at "det spørgsmål har nået helt urimelige proportioner".

Han siger, at han som partileder vil drøfte fremtidigt samarbejde stille og roligt igennem med de øvrige partiledere i den borgerlige alliance.

Han siger også, at han godt kan bruge SD's stemmer. Partiet må gerne stemme for alliancens finanslov og andre forslag. Deres stemmer er lige så gode som andres.

- Jeg har ingen problemer med, at man støtter vor politik. Tværtimod, siger han, men understreger, at hans samarbejdspartnere er i alliancen.

/ritzau/TT

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx