23/08-17 09:09; Opdateret: 23/08-17 09:31

Politi: Metal skulle sende Kim Walls torso mod havets bundPoliti: Metal skulle sende Kim Walls torso mod havets bund

Københavns Politi fortæller onsdag på et pressemøde, at der var fæstet metal på Kim Walls torso.

København. På Kim Walls torso har man fundet metal, som angiveligt skulle sikre, at kroppen sank til havets bund. Hendes blod blev også fundet i ubåden.

Det oplyser vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Jens Møller på et pressemøde onsdag morgen.

Jens Møller fortæller desuden, at kroppen havde skader, der tydede på, at nogen har forsøgt at presse luften ud af kroppen, så den gik til bunds og ikke flød på vandet.

Tidligere på morgenen skrev politiet på Twitter, at en dna-test har vist, at torsoen, som mandag blev fundet ved Amager, tilhørte svenske Kim Wall.

- Vi sikrede en hårbørste og en tandbørste for at sikre hendes dna. Vi fandt også blod i ubåden, og der er et match, fortæller Jens Møller.

Politiet leder stadig efter resterne af svenskerens krop.

Kim Wall har været eftersøgt siden natten til fredag den 11. august, hvor hendes kæreste meldte hende savnet.

Hun var taget med på en sejltur i ubåden "UC3 Nautilus", men vendte ikke tilbage som aftalt og var heller ikke på ubåden, da den blev fundet fredag formiddag.

Ejeren af ubåden, Peter Madsen, er sigtet for drab. Han nægter sig skyldig.

- Det her er et gennembrud i efterforskningen, siger Jens Møller.

Det dna, som er blevet fundet på torsoen, er blevet taget fra Walls muskler. Størstedelen af eventuelt dna på ydersiden af kroppen er blevet skyllet væk af saltvand.

Først om "et stykke tid" kan undersøgelser afgøre, om der er dna fra et andet menneske på kroppen, tilføjer Jens Møller.

Peter Madsen forklarede i første omgang, at han satte Kim Wall af ved Refshaleøen torsdag den 10. august om aftenen.

Senere sagde han dog til politiet, at Kim Wall blev dræbt ved en ulykke på båden, og at han derefter bortskaffede liget.

Politiet har siden da ledt efter det langs den rute, som ubåden sejlede - blandt andet i Køge Bugt.

Det var dog først, da en forbipasserende cyklist opdagede en menneskekrop i vandet ud for Klydesøen på Amager, at det lykkedes at finde liget. Det skete mandag eftermiddag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx