01/12-17 03:21

Djokovic ansætter sin nyligt pensionerede ven i trænerstabDjokovic ansætter sin nyligt pensionerede ven i trænerstab

Tjekken Radek Stepanek skal forsøge at hjælpe sin ven tilbage til den absolutte verdenstop efter formdyk.

Beograd. Novak Djokovic, der tidligere toppede verdensranglisten i tennis, har hyret sin nære ven Radek Stepanek, der nu skal være en del af serberens trænerstab.

Den tidligere amerikanske topspiller André Agassi vil fortsætte med at hjælpe Djokovic i forbindelse med årets fire grand slam-turneringer.

39-årige Radek Stepanek er udset til en rolle i de mindre turneringer.

- Radek er en af mine meget nære venner på touren, og jeg har altid været imponeret over hans beslutsomhed, passion og kærlighed for sporten, udtaler Novak Djokovic i en meddelelse.

- Han har masser af erfaring og viden, og han har spillet på et højt niveau i mange år. Jeg er spændt på at få ham med og kan ikke vente med at konkurrere igen med et nyt hold i ryggen, tilføjer serberen.

30-årige Novak Djokovic har vundet 12 grand slam-titler. Han har dog det seneste år kæmpet med et formdyk, og ved dette års Wimbledon måtte han trække sig i kvartfinalen med en skade i albuen.

Djokovic mistede sin førsteplads på ATP-ranglisten for 12 måneder siden til skotten Andy Murray. Det fik ham til at afbryde samarbejdet med hans daværende træner, Boris Becker.

Siden fyrede han også Beckers afløser, efter at han var røget ud i anden runde af Australian Open.

Tjekken Radek Stepanek har tidligere ligget nummer otte på ATP's verdensrangliste.

Han har to gange været med til at føre Tjekkiet til sejr i Davis Cup, men annoncerede sin pension fra sporten i november.

Han ser nu frem til at hjælpe sin ven tilbage til den absolutte verdenstop.

- Jeg er beæret over være nyt medlem af Novaks hold. Det er en ny og spændende udfordring for mig, som jeg ser frem til, og jeg er overbevist om, at vi som hold kan hjælpe Nole (Novak, red.) med at opnå hans mål, siger Radek Stepanek.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx