02/08-17 14:36; Opdateret: 02/08-17 15:02

Juniorrytter sikrer ny dansk medalje ved EM i cyklingJuniorrytter sikrer ny dansk medalje ved EM i cykling

Julius Johansen fik sølv og hentede den anden danske medalje på åbningsdagen af EM i cykling i Herning.

Herning. Julius Johansen sikrede onsdag den anden danske medalje på førstedagen af EM i cykling i Herning.

Den 17-årige dansker blev nummer to i juniorernes enkeltstart, så han sikrede en sølvmedalje.

Andreas Leknessund fra Norge blev EM-guldvinder, mens Sebastien Grignard fra Belgien tog bronze.

Andreas Leknessund var i mål 14 sekunder foran Julius Johansen efter 31,5 kilometers kørsel, mens Sebastien Grignard var yderligere fem sekunder efter på tredjepladsen.

Julius Johansen lagde hårdt ud og førte på de første mellemtider.

Andreas Leknessund havde imidlertid timet sit løb bedst, og på den sidste del af strækningen rykkede han fra danskeren.

Julius Johansen blev i juni dansk juniormester i både enkeltstart og i linjeløbet.

Tidligere onsdag sikrede Emma Norsgaard sig bronze i enkeltstart for juniorer.

Danskeren blev nummer tre bag de to italienere Elena Pirrone og Letizia Paternoster, der tog sig af henholdsvis guld og sølv.

På den 18,2 kilometer lange rute sluttede Emma Norsgaard 11 sekunder bag vinderen, Elena Pirrone, og tre sekunder bag Letizia Paternoster.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx