22/11-17 12:31

Håndboldstjernen Fruelund fortsætter i politik i RandersHåndboldstjernen Fruelund fortsætter i politik i Randers

Vælgerne i Randers har valgt, at den 39-årige Katrine Fruelund kan fortsætte i byrådet.

København. Den tidligere håndboldspiller på det danske kvindelandshold Katrine Fruelund fortsætter sin politiske karriere i Randers.

Ligesom ved kommunalvalget i 2013 er det ved tirsdagens valg lykkedes hende at blive valgt ind i byrådet for Venstre.

Onsdag middag er de personlige stemmer i Randers endnu ikke talt endeligt op. Dermed er det ikke klart, om Fruelund har leveret på samme høje niveau som for fire år siden.

Dengang blev hun valgt ind i byrådet med 794 personlige stemmer. Det var næstflest på Venstres liste, kun overgået af borgmester Claus Omann Jensen.

Efter fire år med Omann Jensen får randrusianerne i øvrigt en ny borgmester.

Det bliver socialdemokraten Torben Hansen, der nu kan hænge borgmesterkæden om halsen. Med sig i byrådet har han yderligere 12 socialdemokrater.

Venstre er repræsenteret af ni, herunder altså både Fruelund og den detroniserede borgmester.

Katrine Fruelund er medlem af kommunens Kultur- og fritidsudvalg samt Sundheds- og omsorgsudvalget.

Til daglig arbejder hun ifølge kommunens hjemmeside som teknisk træner.

Fruelund spillede i en årrække håndbold på allerhøjeste niveau. Et af karrierens højdepunkter var sommer-OL i 2004, hvor hun blev kåret som turneringens bedste spiller.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx