29/08-17 04:42

Presset Trump tweeter løs under Harveys hærgen i HoustonPresset Trump tweeter løs under Harveys hærgen i Houston

Trump besøger Texas tirsdag, men har været ivrig for at vise sin støtte til de ramte på sociale medier.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, har endnu ikke besøgt det katastroferamte område i Texas, hvor især storbyen Houston er ramt af store oversvømmelser på grund af voldsomme regnmængder.

Men præsidentens øjne hviler tilsyneladende konstant på de ramte og katastrofeberedskabet i området.

Således har præsidenten tweetet 20 gange om stormen siden fredag, skriver nyhedsbureauet AP.

- Er lige ankommet til Camp David, hvor jeg holder øje med orkanen Harveys gøren og laden, mens den bliver opgraderet til en kategori 3, skrev præsidenten blandt andet fredag.

Naturkatastrofer har tidligere vist sig at kunne blive afgørende for amerikanske præsidenters omdømme og popularitet.

George W. Bush's dårlige håndtering af orkanen Katrina i 2005 fulgte ham resten af hans præsidentperiode.

Derimod opnåede Barack Obama stor politisk opbakning for sin håndtering ødelæggelserne efter stormen Sandy.

Donald Trump har hele sin præsidentperiode kæmpet med dårlig opbakning i befolkningen.

Præsidenten har måske derfor virket ivrig for at bevise, at han har styr på situationen i Texas.

Donald Trump har planlagt en rejse til Texas tirsdag. Besøget blev allerede annonceret fra Det Hvide Hus, inden Harvey havde ramt området.

I mellemtiden har præsidenten været flittig på de sociale medier, hvor han blandt andet har kommenteret stormens styrke og beredskabets arbejde.

- Mange siger, at dette er den største orkan/storm, de nogensinde har set. Den gode nyhed er, at de har kompetente mennesker på jorden, skrev præsidenten i et tweet søndag.

Præsidenter skal ifølge AP ofte træde varsomt, når de besøger katastroferamte områder.

At mobilisere en præsident med et stor sikkerhedsopbud er et stort logistisk arbejde, der kræver mange ressourcer fra de allerede pressede lokale myndigheder.

Ifølge kilder i Det Hvide Hus ville Donald Trump alligevel tidligt annoncere en rejse til Texas. Det er dog endnu uvist, præcist hvilke områder og byer han vil besøge.

Som præsidentkandidat var Donald Trump et skridt foran sin rival, da han hastede til Louisiana for at tilse ødelæggelserne efter store oversvømmelser.

Trump ankom til de oversvømmede områder før den demokratiske kandidat, Hillary Clinton, og den daværende præsident, Barack Obama, der var på ferie.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx