23/08-17 17:26; Opdateret: 23/08-17 20:14

Byret renser bortvist lejrchef og giver ham erstatningByret renser bortvist lejrchef og giver ham erstatning

Det var "lovlig nødværge" da en lejrchef sidste år lagde en asylansøger i benlås, mener Retten i Svendborg.

København. Det var "lovlig nødværge", da en tidligere lejrchef for en nu nedlagt teltlejr for asylansøgere i Næstved i maj 2016 lagde en mandlig asylansøger i benlås sammen med to medarbejdere.

Det fastslår Retten i Svendborg i en dom onsdag, skriver Radio24syv. Samtidig tilkendes lejrchefen erstatning for uberettiget bortvisning

Lejrchef Kent Skou Nielsen blev kritiseret i Dagbladet Information i en artikel 14. maj 2016, hvor der stod, at beboerne i lejren "levede i frygt" for ham.

Lejrchefen blev bortvist som følge af artiklen, hvor det blandt andet kom frem, at han ifølge flere kilder benyttede sig af trusler over for asylansøgerne.

Retten fastslår, at der ikke var grundlag for bortvisningen, og at den var "båret af et hensyn til at afbøde en mediestorm under opsejling mod asylcentret".

Derfor skal Langeland Kommune betale 50.000 kroner i erstatning til Kent Skou Nielsen.

Retten i Svendborg lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på, at benlåsen ifølge vidneudsagn fra de involverede kun varede 10-30 sekunder, at medarbejderne sikrede, at asylansøgeren trak vejret, og at grebene blev "tillempet", for at det ikke skulle gøre for ondt på asylansøgeren.

Ifølge en tidligere medarbejders vidneudsagn skulle asylansøgeren samme dag have truet med at stikke en kniv i ryggen på Kent Skou Nielsen.

Retten i Svendborg lagde vægt på, at asylansøgeren "havde udvist voldelig, grænseoverskridende og truende adfærd over for andre beboere og personale knyttet til centret", og at Kent Skou Nielsen havde en "begrundet frygt for, at han var bevæbnet med en kniv".

Asylansøgeren er nu tiltalt for vold mod Kent Skou Nielsen.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, glæder sig over rettens afgørelse.

- Det er tydeligt for enhver at der skal være mulighed for at bruge magt over for asylansøgere, siger han i en kommentar.

- Vi vil gerne indføre udgangsforbud for asylansøgere eksempelvis på udvalgte tidspunkter såsom om aftenen og om natten. Får vi det igennem, så skal personalet kunne tilbageholde asylansøgerne med magt. Så det er en god afgørelse, og vi vil bruge den til se om vi kan få regeringen med på yderligere stramninger, siger Martin Henriksen

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx