14/09-17 21:10

København lammetæver Jan Pytlicks Odense-holdKøbenhavn lammetæver Jan Pytlicks Odense-hold

Håndboldkvinderne fra Odense blev rundbarberet af København Håndbold, som storsejrede i Odense torsdag.

Odense. Odense Håndbold fik torsdag et af de gok i nødden, der kan mærkes i flere dage, og som gør en træner et par år ældre på 60 minutter.

På hjemmebane blev Jan Pytlicks tropper kørt fuldstændig over af København Håndbold, der i HTH GO Ligaen vandt med hele 35-18.

Odense gik til pausen bagud med de helt uhørte cifre 7-19, og det blev aldrig nævneværdigt bedre efter pausen.

Odense måtte torsdag ydermere erkende, at en ulykke sjældent kommer alene.

Tidligere torsdag måtte klubben således se sig sendt ud af pokalturneringen for ulovligt at have haft Mie Højlund i truppen, da Aarhus United for et par uger siden blev besejret.

Højlund var dog ikke spilleberettiget, og derfor vekslede Dansk Håndbold Forbund (DHF) sejren til et nederlag.

På banen torsdag aften stormede københavnerne afsted fra første fløjt, mens Odense tydeligvis savnede venstrebacken Stine Jørgensen, der måtte melde fra til kampen på grund af sygdom.

København bragte sig foran 3-0, og Odense-træner Jan Pytlick tog en timeout efter syv minutter, da hjemmeholdet var bagud 2-5.

Snakken hjalp dog ikke, da københavnerne bare fortsatte og hurtigt var foran 7-2.

Hjemmeholdet kunne slet ikke finde melodien, og målene strøg ind bag Odenses keepere.

Hele 13-4 var København foran efter 17 minutter, men mareridtet af en halvleg var slet ikke ovre.

Hvis Pytlick havde kunnet ændre forløbet fra sidelinjen, havde den rutinerede træner nok gjort det.

Intet fungerede, og Odense gik til pause bagud med 7-19.

Det så ikke umiddelbart ud til at blive bedre efter pausen, hvor København efter fire minutter førte 23-8.

Bagud 8-25 tog Jan Pytlick en timeout, og der var nok at snakke om.

Odense afsluttede skidt, og København fangede flere gange modstanderen i hurtige kontraløb.

Landsholdets Mette Tranborg reducerede til 9-25 med sin første scoring på sit tredje forsøg efter næsten 37 minutter, hvilket sagde det meste.

Resten af opgøret var stort set med Odense som statister til den københavnske opvisning, og bagud 15-31 ti minutter før tid, kunne hjemmeholdet blot forsøge at pynte på nederlaget.

Det skete blandt andet med den første kontrascoring i opgøret efter 52 minutter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx