08/07-17 10:27; Opdateret: 08/07-17 16:13

Nye humørikoner skaber diversitet på mobilenNye humørikoner skaber diversitet på mobilen

København. Nye humørikoner med billeder af kvinder med hijab, ammende mødre og mænd med skæg er på vej til mobiltastaturet.

De bidrager til en voksende diversitet af de farverige ikoner, man kan sende til hinanden eksempelvis via SMS-beskeder, hvor 56 nye for nylig er blevet lanceret.

Mangfoldigheden er enormt vigtig i forhold til de såkaldte emojis, fordi brugere skal kunne se sig selv repræsenteret, fortæller Nathalie Larsen, digital chef hos pr-bureauet Lead Agency

- Der er vigtigt at kunne spejle sig i det her universelle alfabet af ikoner, som vi bruger på vores telefoner. Og det er vigtigt, at vi føler, at vi kan beskrive vores virkelighed med dem, siger hun.

Ifølge Nathalie Larsen kan man i høj grad føle sig ekskluderet, når man skal bruge humørikoner, men ikke føler at det, man gerne vil fortælle, er repræsenteret i alfabetet.

- Det er noget, der har afholdt folk fra at bruge det på en nuanceret måde, fordi man ikke har kunne se sig selv i det eller føler, at det er en anden kultur, der har været bannerfører.

Ikonet med hijab er revolutionerende, mener Mouna Daadouche, der er freelance journalist og debattør med fokus på muslimske kvinder og Tunesien.

- Det er på tide, at der kommer sådan et ikon. Der er emojis med kvinder i lårkort, der fester, og der er forskellige hudfarver.

- Emojis er en måde at kommunikere på, som vi bruger dagligt eksempelvis gennem de sociale medier. Derfor er det også vigtigt, at vi inddrager kvinder med tørklæde via de her ikoner, siger hun.

Men selv om Unicode Consortium, der administrerer standardsættet af emojis, har lanceret de nye ikoner, må emoji-hungrende mobilbrugere vente lidt endnu.

Det er nemlig forskelligt, hvornår it-virksomhederne slipper dem fri. Apple forventes at offentliggøre dem med en opdatering omkring september.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx