20/11-17 16:02

Forsvarer: Beviser rækker ikke til at dømme brandmandForsvarer: Beviser rækker ikke til at dømme brandmand

Anklager mod nordjysk brandmand bygger ifølge forsvarsadvokat på spekulationer og skrivebordsberegninger.

Hjørring. Anklageren har ikke gjort sit arbejde godt nok og bevist, at det var en nordjysk brandmand, der stod bag 33 påsatte brande i Fjerritslev-området.

Det siger forsvarsadvokat Jens Christian Christensen, da han mandag kommer med sine afsluttende bemærkninger ved Retten i Hjørring.

- Når man kræver otte års fængsel, skal der være knaldhårde beviser. Det er der ikke, siger forsvareren.

Anklagemyndigheden baserer en stor del af bevisførelsen på teleoplysninger om den 34-årige brandmands færden.

Men det er ikke tilstrækkeligt til at dømme manden, påpeger forsvareren.

- Som følge af den krise, han var i, så kørte han rundt i det område. Det er jo ikke det samme som at sige, at han antændte brandene. Der er ingen smoking gun (rygende pistol, red.), som man siger, siger Jens Christian Christensen.

Den 34-årige familiefar har fortalt, at han havde sine "spritruter" i området.

Her tog han ud for at drukne frustrationerne over, at han havde mistet sit job som vvs-mand, og at forholdet til samleveren hang i en tynd tråd.

Men retten kan ikke bruge teleoplysningerne til noget, lyder det fra forsvareren.

Der er kun få telemaster i Fjerritslev-området. Det betyder, at en telemast dækker et meget stort geografisk område.

Når der er så langt mellem masterne, så kan oplysningerne ifølge forsvarsadvokaten ikke bruges til at fastslå, hvor telefonens ejer befandt sig.

Anklager Kim Kristensen har peget på, at brandmanden havde et klart økonomisk motiv for at stå bag de mange påsatte brande.

Som deltidsbrandmand blev han aflønnet efter, hvor ofte han var i sving med brandslanger og røgdykkerudstyr.

Men det argument holder ifølge forsvareren ikke.

- Honoraret som brandmand er ringe, meget ringe. Og det hjalp jo heller ikke noget. Den økonomi, der var i laser, blev jo ikke bedre af alle de her brande. Hvis økonomi var motivet, så havde det været bedre at sætte ild til sit eget hus og få et nyt hus af forsikringen, siger Jens Christian Christensen.

Ved et enkelt gerningssted er der fundet dna-spor fra den tiltalte. Det var ved et dørgreb til et skur ved den lokale børnehave.

Her peger forsvareren på, at den tiltalte kan have afsat det tidligere ved et besøg i børnehaven sammen med sit yngste barn.

Det kan også være blevet afsat under bekæmpelsen af den efterfølgende brand i skuret, som den tiltalte deltog i, argumenterer forsvareren.

Efter den afsluttende procedure skal dommeren og de to domsmænd vurdere beviserne i sagen. Der ventes dom i sagen onsdag eftermiddag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx