01/12-17 09:05; Opdateret: 01/12-17 13:43

Nordsø-partnere bruger milliarder på at udvide Tyra-feltNordsø-partnere bruger milliarder på at udvide Tyra-felt

Maersk Oil og partnere bag Tyra-feltet i Nordsøen udvider feltet for 21 milliarder. Det vil stå klar i 2022.

København. Partnerne bag Tyra-feltet, som er Maersk Oil Dansk Undergrunds Consortium (DUC), er blevet enige om at lægge 21 milliarder kroner i at genopbygge og udbygge offshore-gasfeltet.

Det er den største investering i den danske del af Nordsøen, skriver partnerne i en pressemeddelelse.

Produktion fra Tyra-feltet vil midlertidigt stoppe, mens genopbygningen står på. Produktionen lukker fra november 2019 og forventes genoptaget i juli 2022, fremgår det af pressemeddelelsen.

Genopbygningen gør det muligt for Tyra at fortsætte driften i mindst 25 år.

Efter udbygningen vil feltet kunne forsyne 1,5 millioner danske husstande med gas, når produktionen er på sit højeste. En tredjedel af feltets produktion vil være olie, mens resten er gas.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) glæder sig over det endelige håndslag på aftalen om genopbygningen.

- Den fulde genopbygning af anlæggene på Tyra-feltet er afgørende for den fortsatte udvikling i Nordsøen.

- For mig at se er det en stor dag for Danmark, at den endelige udmelding nu kom. Det er med til at sikre en høj olie- og gasproduktion, forsyningssikkerhed og indtægter til den danske statskasse, siger ministeren.

Hovedparten af olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen stammer fra Tyra-feltet. Men feltet er nedslidt og synker langsomt i havet. Derfor skal der investeres for at genoprette det.

Efter markante fald i olieprisen var det dog ikke umiddelbart attraktivt for olieselskaberne at bruge milliarder på genopbygningen af feltet, lød det.

Derfor forhandlede selskaberne i månedsvis med regeringen om en ny Nordsø-aftale. En aftale faldt på plads i marts 2017. Den sikrer selskaberne skatterabat i ni år, hvis olieprisen holder sig under 75 dollar for en tønde.

A.P. Møller - Mærsk solgte i august Maersk Oil til franske Total. Handlen ventes gennemført i begyndelsen af 2018.

Hvad det får af betydning, er for tidligt at sige, siger driftsdirektør i Maersk Oil Martin Rune Pedersen.

- Jeg kan ikke udtale mig på Totals vegne, for handlen er ikke endeligt godkendt endnu. Men Total er bekendt med investeringen her, og da handlen blev annonceret i august, var Total ude offentligt og udtrykke støtte til Tyra-udbygningen, siger han.

Maersk Oil er Tyra-feltets operatør på vegne af DUC, et partnerskab mellem for nuværende A.P. Møller - Mærsk (31,2 procent), Shell (36,8 procent), Nordsøfonden (20 procent) og Chevron (12 procent).

I oktober godkendte Energistyrelsen genopbygningen af Tyra-feltet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx