03/10-17 13:52

Fysiker: Nobelpristagere har givet os nyt vindue til verdenFysiker: Nobelpristagere har givet os nyt vindue til verden

Eksistensen af tyngdebølger blev forudsagt af Albert Einstein for over 100 år siden.

Stockholm. Årets nobelpristagere i fysik har stået for en af de største revolutioner i vores forståelse af fysikken i mange årtier.

Det siger Troels Harmark, lektor i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Institutet.

- De har givet os et helt nyt vindue ud til verden. Det er næsten som om, vi har fået en ekstra sans ud over de fem sanser, som vi har, siger Troels Harmark.

Tirsdag fik de amerikanske fysikere Rainer Weiss, Kip Thorne og Barry Barish Nobelprisen i fysik 2017 for at bidrage til den første registrering af tyngdebølger nogensinde.

- Hidtil når vi har kigget ud på universet omkring os, så har vi næsten udelukkende set på elektromagnetiske bølger. Men nu har vi for første gang en helt ny type bølger at observere - tyngdebølgerne, siger fysikeren.

Tyngdebølger kan beskrives som små svingninger i tid og rum.

I september 2015 blev bølgerne opfanget for første gang af Ligo-observatoriet i USA.

- Vi håber på, at tyngdebølgerne kan lære os mere om tyngdekraften, sorte huller og universets udvikling, siger Troels Harmark.

Lektoren forklarer, at den første registrering af tyngdebølger i 2015 stammer fra en flere milliarder år gammel kollision mellem to sorte huller, der skabte en "voldsom bølgebevægelse i rumtiden".

- Det er lidt ligesom, hvis man smider en sten i vandet, der giver en bølgebevægelse. Det spreder sig som små ringe, siger han.

Når man hidtil har observeret sorte huller, har det været igennem en slags "udelukkelsesmetode", forklarer Troels Harmark.

Men tyngdebølgerne stammer direkte fra de sorte huller og giver mulighed for at lære meget mere om dem.

Troels Harmark mener, at Nobelprisen er meget fortjent, og at "man endnu ikke helt er klar over, hvor stor opdagelsen er".

At det netop blev registreringen af tyngdebølger, der løb med Nobelprisen, var ventet af de fleste eksperter.

Opdagelsen regnes som et af de større gennembrud i fysikken i nyere tid.

Nobelprisen er blevet uddelt siden 1901, og fysikprisen uddeles af Kungliga Vetenskapsakademiens nobelkommitté i Stockholm.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx