17/11-17 11:47

Politiet fandt bilag om udbytteskat: Det var bare for sjovPolitiet fandt bilag om udbytteskat: Det var bare for sjov

En nu tidligere ansat i Skat er sammen med sin ven tiltalt for at have fusket med refusion af udbytteskat.

Glostrup. Svensk politi ransagede i 2016 en 68-årig Skat-ansats bolig i Helsingborg. Her fandt man bilag fra Skat, der viste, at der var blevet udbetalt 37 millioner kroner i refusion af udbytteskat til et udenlandsk selskab ni år tidligere.

Den nu tidligere Skat-medarbejder er efterfølgende blevet tiltalt for bedrageri og bestikkelse ved Retten i Glostrup.

Han nægter dog at have udbetalt pengene, selv om han har underskrevet bilaget.

- Det er et brev, jeg lavede for sjovs skyld.

Specialanklager Stig Fleischer vil vide, hvad der er det sjove i det.

- Tja, det kan jeg nok ikke forklare, svarer den 68-årige.

Ifølge anklagemyndigheden gik de 37 millioner kroner reelt til en 47-årig mand, der også er tiltalt i sagen. De to har været venner siden slutningen af 1970'erne.

Med det blotte øje ligner det et officielt brev fra Skat. Brevet er dateret juli 2007, Skats officielle logo er i hjørnet, og der er skrevet et sagsnummer i højre side af papiret.

I brevet beklages den lange ekspeditionstid.

- Han (den medtiltalte, red.) var interesseret i mit arbejde, og derfor lavede jeg sådan et falsk brev.

- Datoen var opdigtet, og det samme var sagsnummeret. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde mig så meget umage, siger den 68-årige.

I dokumentet står der, at Skat helt nøjagtigt har udbetalt 37.416.285,18 kroner. Og det er samme beløb, som de to mænd er tiltalt for at have svindlet for.

Adspurgt, hvorfor det lige netop er det beløb, der stod i brevet, hvis det alligevel var et falsk brev, svarer den 68-årige efter lidt tøven:

- Det var det tal, han slyngede ud.

Det finder Stig Fleischer påfaldende.

- Det forstår jeg godt. Det gør jeg også, siger den 68-årige.

Ifølge tiltalen modtog den 68-årige omkring to millioner kroner i bestikkelse. Han hævder dog, at der var tale om konsulentbistand.

De to nægter sig skyldige i alle anklager.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx