26/08-17 20:17

Aros: Dronningen modarbejder det vi gør med sin kritikAros: Dronningen modarbejder det vi gør med sin kritik

I debat om kontroversielt kunstværk ærgrer museumsdirektør sig over kritik fra dronningen.

Aarhus. Dronning Margrethe har udtrykt undren over kunstværket The Garden, der blev lavet i Mindeparken i Aarhus af en tysk kunstner og museet Aros.

- Det er ærgerligt, når noget kun bliver provokerende, siger hun blandt andet om værket til TV2 Østjylland.

Direktør på Aros Erlend Høyersten ærgrer sig imidlertid over kommentaren fra regenten, der også er protektor for museet.

- På en måde kan man sige, at dronning Margrethe i kraft af hendes position med sin udtalelse modarbejder det, vi gør, siger han til Ritzau.

Værket er ifølge Ekstra Bladet blev kritiseret for vandalisme og manglende hensyn til miljøet.

- Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om, siger dronning Margrethe til TV2 Østjylland.

Kommentaren har vakt opsigt, og Erlend Høyersten hilser umiddelbart opmærksomheden velkommen.

- Så får man en mulighed for at forklare, hvad man har gang i, siger han.

- Vores samfund er fuld af fordomme mod det, der er anderledes. Og kunst mødes ofte med fordomme. Når det (The Garden, red.) modtages som en provokation, så spejler det en fordomsfuldhed.

Han understreger, at hverken kunstneren eller Aros' ønske har været at provokere.

- Det er en klassisk fejlslutning, at dersom at jeg bliver provokeret, så antager jeg, at kunstneren har ønsket at provokere, siger Aros-direktøren.

Og det er i den debat, at dronningen kommer ind i billedet.

- Jeg synes, at dronning Margrethe gør et fantastisk arbejde for kulturen. Måden hun støtter op og taler om det og så videre, siger Erlend Høyersten.

- Det er ikke noget stort problem for os, men man kunne jo ønske, at netop regenten ville sige, at det er vigtigt, at vi har kunst, som både sætter dagsordenen, udfordrer vanetænkningen og gør os mere bevidste om, hvilke fordomme vi har.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx