16/10-17 11:11

Nyfødt næsehorn skal sætte fokus på truet dyreartNyfødt næsehorn skal sætte fokus på truet dyreart

Næsehornsunge i Københavns Zoo sætter fokus på dyreart, der er truet af krybskytter og mangel på levesteder.

København. En næsehornsunge er mandag formiddag kommet til verden hos Københavns Zoo.

Det er næsehornet Minna, der har født en unge.

- Det er gået superfint, fortæller dyrlæge Mads Bertelsen, Københavns Zoo.

- Lige nu er ungen ved at komme til sig selv, mens moren er utålmodig og prøver at skubbe lidt til den. Jeg forventer, at ungen snart er på benene, siger dyrlæge Mads Bertelsen, Københavns Zoo.

Det er relativt sjældent, at næsehorn i fangenskab sætter unger i verden.

Sidste gang, en næsehornsunge kom til verden i Københavns Zoo, var i 2015.

- De hvide næsehorn, som der er tale om her, er en meget truet art. Der slås adskillige tusinde ihjel hvert år af krybskytter, så hver eneste unge er et skridt i den rigtige retning, siger Mads Bertelsen.

Fødslen har stor betydning for zoologisk have.

- Det betyder, at vi nu får en lejlighed til igen at snakke om den her krise, som næsehornet gennemgår, og hvor skidt det står til med krybskytteri og mangel på naturlige levesteder for næsehorn, siger Mads Bertelsen.

Ganske usædvanligt får den nyfødte næsehornsunge snart følgeskab af endnu en unge.

Det er næsehornet Zuri, der også er drægtig og ventes at føde en unge ved årsskiftet.

Næsehornet Minna har været drægtig i 521 dage.

Og timingen med den nyfødte unge og efterårsferien, der netop er begyndt for manges vedkommende, kunne ikke være bedre, lyder det fra dyrlægen.

- Nu kan man jo ikke time den slags, men hvis man kunne, ville vi da gøre det, for nu kan alle, der har ferie, selv komme og se ungen ved selvsyn, siger Mads Bertelsen.

Næsehornshuset har under og lige efter fødslen været afskærmet for at give dyrene fred.

Men huset ventes snart åbnet igen, så publikum kan følge den nyfødte tumle rundt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx