08/11-17 09:57

Nu skriver Trump dobbelt så lange Twitter-meddelelserNu skriver Trump dobbelt så lange Twitter-meddelelser

USA's præsident var en af de første til at benytte 280 tegn, da Twitter onsdag fordoblede længden på tweets.

Los Angeles. Præsident Donald Trump var onsdag en af de første, som udnyttede, at Twitter tillader dobbelt så lange tweets.

Der kan nu bruges 280 tegn og bogstaver mod tidligere 140 i Twitter-meddelelser.

Der fremgår ikke klart, hvornår alle brugere kan komme på. Men højt profilerede Twitter-brugere som Trump var med fra starten onsdag.

Den amerikanske præsident er berygtet for sine tweets.

Han er så glad for at kommunikere på den måde, at hans tweets ofte ender halvvejs og midt i luften, inden han fortsætter sin tankerække i et nyt tweet.

Så Twitters beslutning om tillade længere tweets er som skabt for Trump.

Præsidenten er for øjeblikket på rundrejse i Fjernøsten for at møde statsledere. Det stopper ikke hans tweets.

- Gør mig klar til at holde en vigtig tale til nationalforsamlingen i Sydkorea og vil herefter være på vej til Kina, hvor jeg ser meget frem til at mødes med præsident Xi, som lige kommer fra en sine største politiske sejre, skriver Trump blandt andet i et af sine første lange tweets.

Helt så moderat plejer han ikke at at være i sine tweets. Han taster dem som oftest ind på sin smartphone, lige efter at han er vågnet tidligt om morgenen.

I et længere tweet bebrejder Trump republikaneren Ed Gillespie, at "han ikke lod sig favne af mig". Derfor tabte han natten til onsdag guvernørvalget i den amerikanske stat Virginia, lod han forstå.

Siden Twitter blev lanceret i 2006, har 140 tegn været maksimum. Det har betydet, at udtrykkene er blevet meget sammenpresset på de fleste sprog. Ord udelades eller forkortes næsten til ukendelighed.

Det skulle de 280 tegn gerne bløde op på, lyder det fra det amerikanske selskab Twitter.

I Danmark bruges tweets mest af politikere, journalister og organisationer.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx