08/08-17 00:33; Opdateret: 08/08-17 06:41

Lumre Robbie Williams i Parken får lunkne anmeldelserLumre Robbie Williams i Parken får lunkne anmeldelser

Robbie Williams storcharmerede publikum, men musikalsk var der skruet ned for ambitionerne, mener anmeldere.

København. Tiden er ved at løbe fra popstjernen Robbie Williams.

Det mener Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo efter koncerten mandag aften i Telia Parken i København med den 43-årige brite.

To beskedne stjerner bliver det til.

- Foran 47.000 fremstod Robbie dog som en lummer pruttejoke, der er fortalt for mange gange, og den rødglødende atmosfære fra flabens ekstatiske besøg samme sted i 2006 udeblev, skriver Treo under overskriften "Robbie i Parken: En færdig mand".

Hovedproblemet er, mener Treo, at en koncert med Williams indeholder for mange dårlige sange.

- Tyve år inde i solokarrieren har han stadig ikke stærke numre nok til at fylde et knap to timer langt sæt bare nogenlunde ud, skriver han.

- Engang kunne Robbie fylde Parken to dage i træk. Nu er han nede på en enkelt, og mon ikke det var sidste gang, vi ser ham derinde. Man har lov at håbe.

BT er mere nådig med tre stjerner.

- Mandag aften storcharmerede Robbie Williams endnu en gang en næsten udsolgt Parken, der tilsyneladende elskede hvert sekund. Og det var gensidigt. Som altid var der skruet op for charmen - og ned for det musikalske ambitionsniveau, skriver Jan Eriksen.

Robbie Williams "kompromisløse lumre, bad boy selvironi" og showmanship må man bøje sig for, mener anmelderen, men "musikalsk set har Robbie kun rundture i sit eget museum at tilbyde".

Jyllands-Postens anmelder giver fire ud af seks stjerner.

- Gav man sig hen til den stærke syng med-strøm, kunne man sagtens se stort på objektive indvendinger, skriver anmelderen.

Han nævner, at den nye "Love My Life" følger en "fortærsket popskabelon", og at Robbie Williams' udgave af George Michaels "Freedom '90" var uden nytænkning.

Anmelderen peger dog overordnet på en Williams i "velkendt stadion-storform", men som melodisk manglede den sidste snert.

- Og det er karakteristisk for Williams, der har været kommercielt trængt baglæns i de seneste år, skriver han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx