06/12-17 20:02; Opdateret: 06/12-17 21:48

FN-chef og Macron beklager Trump-melding om JerusalemFN-chef og Macron beklager Trump-melding om Jerusalem

Der er intet alternativ til en tostatsløsning, siger FN-generalsekretær. Frankrigs Macon beklager USA-melding.

New York. USA's beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad bekymrer ledere over hele verden.

FN's generalsekretær siger i en tv-transmitteret melding, at han har frarådet en sådan beslutning.

- Jeg har vedvarende talt imod ethvert ensidigt tiltag, som kan true udsigten til fred mellem israelere og palæstinensere, siger António Guterres.

Han understreger, at han vil "gøre alt, hvad der står i min magt, for at støtte, at israelske og palæstinensiske ledere igen får gang i meningsfulde forhandlinger".

- Der er intet alternativ til en tostatsløsning. Der er ingen plan b, siger Guterres.

Under et besøg i Algeriet lyder det fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at erklæringen fra Washington er beklagelig.

Den franske præsident sender en appel om at bevare roen i regionen.

- Det er en beklagelig beslutning, som Frankrig ikke støtter, og som går imod folkeretten og alle beslutninger i FN's Sikkerhedsråd, siger Macron.

Den tyske regering støtter heller ikke USA's beslutning, lyder det fra forbundskansler Angela Merkel, som udtaler sig via sin talsmand.

- Jerusalems status skal forhandles inden for rammerne af en tostatsløsning, siger Angela Merkel ifølge talsmand Steffen Seibert på Twitter.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx