28/08-17 16:33

Pressens direktør forlader posten næste årPressens direktør forlader posten næste år

Når Ebbe Dal fylder 65 år, vil han stoppe som administrerende direktør for Danske Medier.

København. Foreningen Danske Medier siger farvel til sin administrerende direktør, Ebbe Dal, til næste år.

Ebbe Dal har meddelt bestyrelsen i Danske Medier, at han ønsker at forlade posten, når han 28. maj 2018 fylder 65 år. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Dermed takker Ebbe Dal af som en af den danske dagbladsbranches topfolk.

Danske Medier arbejder for at forbedre mediernes vilkår både i Danmark og internationalt, og Ebbe Dal er en garvet mand i branchen.

- Jeg har haft det bedste job i en helt særlig branche, hvor begavede redaktører og forretningsfolk samarbejder om en opgave med et højere formål både i Danmark og ude i verden, siger Ebbe Dal i pressemeddelelsen.

- Men jeg synes, at jeg – hjulpet af dygtige medarbejdere – har bidraget, hvad man kan forlange; så nu bliver det fruen og forskellige projekter til søs og på land, jeg vil bruge mit liv på, siger han om beslutningen.

Bestyrelsen for Danske Medier takker Ebbe Dal for indsatsen.

- Det er svært at forestille sig Danske Medier uden Ebbe Dal, men vi respekterer hans beslutning og glæder os over, at Ebbe Dal har udviklet en velfungerende og effektiv forening, som i dag står stærkere end nogensinde, siger Danske Mediers formand, Stig Ørskov.

Ebbe Dal tog både en økonomisk uddannelse i ØK og en uddannelse på Den Grafiske Højskole, inden karrieren på dagbladene tog fart.

Han har siddet med ved bordet, når medierne har drøftet ytringsfrihed og pressestøtte, og han har været med, når journalisterne på de danske dagblade har forhandlet deres overenskomster.

Ebbe Dal har i årenes løb været medlem af flere bestyrelser og udvalg inden for branchen, blandt andet bestyrelsen for Den Journalistiske Efteruddannelse, Pressens Uddannelsesfond og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx