25/08-17 12:23; Opdateret: 25/08-17 16:41

Blodbad i shiamuslimsk moské i Kabul efter IS-angrebBlodbad i shiamuslimsk moské i Kabul efter IS-angreb

De fire mænd, der fredag angreb en moské i Kabul, er blevet dræbt. Det oplyser lokalt politi til AP.

Kabul. 20 civile døde fredag, da en shiamuslimsk moské i den afghanske hovedstad, Kabul, blev angrebet. Det fortæller en ledende talsmand for hospitalet til nyhedsbureauet AP.

Angrebet startede ifølge AP's oplysninger med, at en eksplosion dræbte sikkerhedsvagten, der stod uden for moskéen. Herefter trængte fire bevæbnede mænd ind og begyndte at skyde folk i bygningen.

En afghansk embedsmand rapporterede bagefter om eksplosioner i moskéen.

Mohammad Salim Rasouli, der er leder for hospitalerne i Kabul, fortæller til AP, at foruden de døde er mindst 50 personer er såret, hvoraf mange af dem er børn. Han forventer, at dødstallet stiger yderligere, fordi mange er svært tilskadekomne.

Najib Danish, der er talsmand for indenrigsministeriet, oplyser, at foruden de 20 døde er også de fire angrebsmænd blevet dræbt i angrebet. En politimand og en ansat ved de afghanske specialstyrker er blandt de døde.

En shiamuslimsk præst, som var medlem af det afghanske præsteråd, meldes også blandt de dræbte.

Moskéen var fyldt med mennesker, der var dukket op for at bede fredagsbøn.

En gruppe, som siger, den repræsenterer Islamisk Stat i Afghanistan, har taget skylden for det blodige angreb. Det er blot en måned efter et andet blodigt IS-angreb i Kabul, hvor 32 blev dræbt, efter bevæbnede mænd stormede en moské.

Islamisk Stat siger, at det er to af gruppens medlemmer, der har udført fredagens angreb. Gruppen oplyser ikke yderligere detaljer.

En talsmand for Kabuls politi Abdul Basir Mujahid sagde tidligere, at en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften inde i moskéen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx