03/08-17 21:00; Opdateret: 03/08-17 21:24

Helvedes hede kan gøre dele af Asien ubeboelig inden 2100Helvedes hede kan gøre dele af Asien ubeboelig inden 2100

Udregninger af temperatur og fugt viser, at dele af Asien kan blive for varme til, at mennesker kan bo der.

Hong Kong. En stigning i temperatur og luftfugtighed som følge af klimaforandringer kan gøre dele af Indien, Pakistan og Bangladesh ubeboelig for mennesker.

Det er ifølge al-Jazeera konklusionen af et studie foretaget på et universitet i Hong Kong.

Forholdene får ifølge studiet betydning for omkring en tredjedel af indbyggerne i et område, som i dag huser 1,5 milliarder mennesker.

- Den mest intense fare fra ekstreme fremtidige hedebølger er koncentreret omkring de tætbeboede landbrugsregioner nær Ganges-floden og flodbassinet Indus, skriver forfatterne bag studiet.

Studiet adskiller sig ifølge al-Jazeera ved at inddrage fugtighed, når leveforhold udregnes. Det hjælper blandt andet med at sige noget om, hvor hurtigt vand fordamper.

Desuden har man set på menneskekroppens evne til at køle sig selv ned ved at svede.

Forskerne har brugt en metode, hvor man har viklet en våd klud om et termometer.

Ved tilstande, hvor et termometer med en våd klud omkring sig viser 35 grader celsius, får mennesker svært ved at svede for at sænke kroppens temperatur.

Og selv det sved, det lykkes at afgive, fordamper ikke. Det kan føre til hedeanfald med døden til følge inden for få timer. Og det selv om man har et klimaanlæg.

Allerede når termometeret med den våde klud viser 31 grader celsius, betragtes det som farligt for mennesker.

Hvis ikke temperaturforandringerne begrænses, viser studiet, at en tredjedel af området i det sydlige Asien jævnligt vil opleve de forhold.

Omkring fire procent af området - svarende til et område beboet af 60 millioner mennesker - vil jævnligt opleve 35 grader celsius på termometeret med en våd klud om sig.

Studiet har i sig selv ingen udregninger af, hvad gennemsnitstemperaturen vil være i 2100. Derudover er der ikke taget højde for eventuelle stigninger i befolkningen i det pågældende område.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx