31/10-17 08:29; Opdateret: 31/10-17 09:22

Syrer anholdt i Tyskland for plan om stort bombeangrebSyrer anholdt i Tyskland for plan om stort bombeangreb

En anholdt 19-årig syrer havde ifølge tysk politi planlagt et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.

Karlsruhe. Tysk politi har anholdt og varetægtsfængslet en syrer i byen Schwerin, da han er mistænkt for at have planer om et islamistisk motiveret bombeangreb.

Det oplyser anklagemyndigheden i Schwerin tirsdag morgen til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den anholdte, der er 19 år, havde ifølge politiet planlagt at udføre et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.

Politiet foretog anholdelsen af den 19-årige, som kun er blevet identificeret som Yamen A., ved en aktion ved daggry tirsdag, hedder det i en erklæring fra anklagemyndigheden.

Adskillige lejligheder blev ransaget under politiets aktion i regionen, som ligger nord for Berlin.

- Manden er mistænkt for at have planlagt og for at have taget konkrete skridt frem mod en udførelse af et islamistisk motiveret angreb i Tyskland med meget kraftige sprængstoffer, hedder det.

Myndighederne har endnu ikke kunnet fastslå, hvilket mål den mistænkte havde planer om at ramme. Der er heller ikke oplysninger om, hvorvidt han er knyttet til nogen bestemt gruppe.

- Den 19-årige syrer havde "truffet en beslutning om ikke senere end i juli 2017 at bringe en bombe til sprængning for at dræbe og lemlæste så mange mennesker som muligt", hedder det i pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden.

I de efterfølgende uger begyndte han at anskaffe sig kemikalier og materialer til bygningen af en kraftig bombe.

Tyskland er blevet rystet af islamistiske angreb adskillige gange i de seneste år - blandt andet af et lastbilangreb mod et julemarked i Berlin i december, hvor 12 mennesker blev dræbt. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

En rapport i september fastslog, at myndighederne i Berlin havde forsømt at udnytte flere muligheder for at anholde og deportere den mand, der kørte lastbilen - en tunesisk asylansøger Anis Amri.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx