06/08-17 04:02

Andersen i Hall of Fame: Fik 80 nye venner ved første sparkAndersen i Hall of Fame: Fik 80 nye venner ved første spark

Danske Morten Andersen blev natten til søndag hyldet og indlemmet i Hall of Fame for sine 25 sæsoner i NFL.

CANTON. - God aften, Canton, Ohio. God morgen, Danmark.

Sådan indledte 56-årige Morten Andersen fra Struer sin takketale, da han natten til søndag dansk tid blev hyldet og indlemmet i Hall of Fame i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Danskeren er den blot anden kicker, der bliver en del af det fine selskab. Med på scenen ved ceremonien, der fandt sted i byen Canton i Ohio, var Morten Andersens søn Sebastian, der var med til at løfte sløret for farens buste.

I en takketale, der varede omkring 15 minutter, nåede en underholdende Morten Andersen at sende en hilsen til alle sine holdkammerater og trænere, der har hjulpet ham, siden han kom til USA som udvekslingsstuderende som 18-årig.

- Min historie handler ikke kun om min kærlighed til mit land Danmark og dets folk. Men også om min taknemmelighed og respekt for det, jeg fandt her i USA, indledte danskeren.

Den tidligere fodboldspiller fortalte også om mødet med sportsgrenen, der virkede fremmed for ham, da han for første gang skulle sparke til en bold på sit high school-hold.

- Der var en række foran mig med store bagdele. Og fra midten kom der en bold i min retning.

- Jeg kiggede en ekstra gang og tænkte, 'åh nej, bolden er ikke rund', fortalte en veloplagt Morten Andersen foran de mange tusinde fremmødte ved ceremonien.

- Træner Wilbur kom over til mig og hviskede til mig, at jeg bare skulle sparke den ad helvede til. Og hvis ikke du gør det, så sender jeg dig tilbage med båden.

- Modtaget. Og jeg så bolden flyve mellem stængerne og kiggede på mine holdkammerater. De kunne lide, hvad de så, og pludselig havde jeg fået 80 nye venner, fortalte Morten Andersen.

Morten Andersen blev indlemmet i Pro Football Hall of Fame i kraft af en række imponerende rekorder.

Han er blandt andet den mest scorende spiller i NFL's historie med over 2500 point. Han er både den mest scorende spiller i New Orleans Saints og Atlanta Falcons og har spillet intet mindre end 382 kampe over 25 år.

- Lektionen er simpel. Vær viljestærk og vedholdende i alt, hvad der er værd at forfølge. Når prisen er sublim, er risikoen højere, og du må omfavne det ubehagelige, lød det afsluttende fra Morten Andersen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx