01/09-17 04:40

Kasper Schmeichel mister holdkammerat til ChelseaKasper Schmeichel mister holdkammerat til Chelsea

Chelsea betaler ifølge medie 35 millioner pund for Leicesters midtbanespiller Danny Drinkwater.

London. Den engelske midtbanespiller Danny Drinkwater skifter fra Leicester til Premier Leagues forsvarende mesterhold, Chelsea.

Skiftet faldt ifølge Reuters på plads, kort efter at transfervinduet lukkede. Derfor var en dispensation fra Det Engelske Fodboldforbund påkrævet, for at handlen kunne blåstemples.

Den 27-årige Drinkwater var sammen med blandt andre Kasper Schmeichel en af de bærende kræfter, da Leicester chokerede fodboldverdenen ved at vinde mesterskabet i sæsonen 2015/16.

Købsprisen er ikke offentliggjort, men nyhedsbureauet AP nævner et beløb på 35 millioner pund (283 millioner kroner).

I sin nye klub bliver den engelske landsholdsspiller genforenet med N'Golo Kante. Kante skiftede til Chelsea for et år siden efter Leicesters utrolige triumf.

Med indkøbet har Chelsea fået seks nye spillere ind denne sommer.

Tidligere torsdag skrev London-klubben en treårig kontrakt med forsvarsspilleren Davide Zappacosta fra Torino for 23 millioner pund.

Men manager Antonio Conte har ikke fået alle sine ønsker opfyldt.

Problemerne begyndte i juli, da angriberen Romelu Lukaku valgte at skifte Everton ud med Manchester United trods stor interesse fra Chelsea.

Og torsdag tydede alt på, at Chelsea havde sikret sig Ross Barkley. Evertons ejer, Farhad Moshiri, oplyste, at en overgangssum på 35 millioner pund var aftalt, og midtbanespilleren var ankommet til Chelsea for at gennemgå den obligatoriske lægeundersøgelse.

Men af uvisse årsager skiftede han mening om sit skifte.

- Det er en stor overraskelse, men sådan er fodbold, siger Moshiri til Sky Sports.

To andre spillerede glippede det ifølge Reuters også for Chelsea at få fat i.

Alex Oxlade-Chamberlain foretrak at bytte Arsenal ud med Liverpool, mens Swanseas Fernando Llorente fremover bliver holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx